Soul Dust [I]

[Abigail Teabing]

Gail vandrede ned ad gaden i et normalt tempo. Klokken havde passeret de ti om aftenen og solen var derfor gået ned for noget tid siden. Alligevel var Champs Élysées stadig fyldt med mennesker der blev badet i lyset der strømmede udfra de utallige forretninger der lå ned ad gaden. Gail burde sove på nuværende tidspunkt, hun havde en transport næste dag der krævede at hun holdt sig vågen - det mente, hun da i hvert fald selv! Hun skulle trods alt føre den overlegne - for ikke at sige oldgamle! - vampyr Jaque Le Blanc til London under påskud at han var hendes grandtante Madeleine Dubois jordiske rester. Kunne det hele bliver meget mere kompliceret, hvis det opdagedes at kisten indeholdt en mand der blot så død ud...?
Gail rystede på hovedet og gjorde tankerne fri fra morgendagens begivenheder. Hun mindede egentlig om enhver anden pariser, som hun gik ned ad gaden og betragtede lyset der strømmede ud af de store butiksvinduer.

[monoxide]

Sion kommer gående Champs Élysées gade og spejdede sig omkring for et passende offer...han får øje på en pige der kom gående imens hun kiggede rundt han begyndte så småt at følge efter hende men faktisk meget åbenlyst men det var med vilje

[Abigail Teabing]

En stikkende fornemmelse opstod så småt i Gails nakke, som hun gik. Det var den samme fornemmelse, som at blive betragtet og hun var ikke så sikker på, hvad for en betragtning, det var. Gail vendte derfor blikket rundt, uden at bevæge hovedet, for at afsøge de omkringstående. Nej, de havde travlt med sig selv, heldigvis. Måske var det bare noget, hun bildte sig ind.
"Jep, du bliver paranoid af det her sted," tænkte Gail ved sig selv og så sig kort tilbage over skulderen. Hjertet sank i livet på hende - jo, der var godt nok nogen der fulgte efter hende.

[monoxide]

Sion fortsatte med at følge efter hende men sørge så for at han ik lignede en eller anden voldtægts forbryder han kiggede selv rundt men holdte stadig sine øjne på hende så hun ik forsvandt men ok chancen for at pigen ku løbe fra ham var ik helt vildt stor...

(( kan vampyre ik læse tanker? ))

[Abigail Teabing]

((Kommer an på, hvor gammel vampyren er - Monoxide kan ikke endnu ))

Gail satte farten lidt op, selvom hun stadig gik, og havde vendt blikket fremad igen. Hun trak vejret dybt en enkelt gang og forsøgte at overbevise sig selv om at der ikke var noget galt med det her. Den anden der bag hende, skulle sikkert bar den samme vej, sådan som så mange andre! Alligevel satte Gail igen tempoet lidt i vejret, da hun bestemt ikke havde overbevist sig selv!

[monoxide]

Sion begynder så småt at løbe lidt og løber så et stykke foran hende og stopper så og lader som om han fumler efter sin telefon imens han kigger rundt og stadig holder øje med hende engang imellem...han venter så på at hun når op på ham så han kan gå igen

[Abigail Teabing]

Gail fulgte den anden med blikket, da han strøg forbi hende og endte oppe foran et sted. Hjertet sank dog endnu engang i livet på hende, da han standsede op deromme. Gail stoppede op for en kort stund og trak vejret dybt, før hun satte i bevægelse igen og med hurtigere skridt gik forbi den anden.
"Lad være med at følge efter mig..." lød hendes stemme, ganske skarpt, da hun passerede den anden og Gail fortsatte sin vandring som hidtil, selvom hun ikke var sikker på at det havde været en god idé at sige noget. Man vidste aldrig med sådan nogle folk - især ikke dem med hovede fyldt med metal!

[monoxide]

Sion Løber op på siden af pigen og siger "Er du bange?" han griner lidt hysterisk og kigger så op og ned af pigen....han ku nærmest mærke at hun havde nerver på...det var en rar følelse og han nød det rus han fik af at gøre folk bange

[Abigail Teabing]

Gail nærmest sprang til den anden side, da den anden nåede op til hende igen. Hun forsatte dog med at gå, da hun ikke lige syntes at det ville være det smarteste i verden at stå stille. Til trods for at gaden var fyldt med mennesker, virkede det ikke ligefrem sikkert at snakke med ham der! Slet ikke efter den latter, han havde afgivet - den løb Gail koldt ned ad ryggen; ikke en behagelig følelse.
"Nej, du er bare irriterende..." sagde Gail med sin amerikanske accent. Det var klart at høre at hun blot var turist.

[monoxide]

Sion Følger bare med hende og siger "Du er jo bange" han kigger op og ned af pigen med en alvorlig mine....Han smiler så "Du er jo rigtig bange" han griner så og tar sine hænder i lommen imens han går

[Abigail Teabing]

Gail standsede op og så på den anden med øjenbrynene rynket let sammen. Hun stod bare sådan for en kort stund, for at gøre ham opmærksom på at bange, var hun ikke. Alligevel brød hun sig ikke specielt om den anden - han virkede forkert og lignede ikke der 'normale' menneske. Han var et eller andet sted... For bleg.
"Jeg er ikke bange for dig, nej," sagde Gail til sidst og rystede afværgende på hovedet. Hun blev stående en stund, for at understrege sin pointe.

[monoxide]

Sion griner og laver elastiske Bevægelser med nakken så hans hovede drejer rundt (ik omvendt) han griner højlydt og siger så "Er du ik bange....? det Burde du være" han griner igen og siger "men du er modig må jeg sige"

[Abigail Teabing]

"Hvorfor i alverden skulle jeg være bange for dig?" udbrød Gail misbilligende og tiltede hovedet lidt på skrå. Hun havde lagt armene over kors og så på den anden, ganske uden nogen nåde i blikket. Gail var ikke vanvittigt stor og derfor virkede det måske lidt dumt at hun ikke indrømmede overfor den anden at hun var lidt nervøs - på den anden side, ville det måske også være det dummeste, hun nogensinde skulle have gjort. Man skulle holde sin nervøsitet og skræk for sig selv og det gjorde Gail ganske godt.

[monoxide]

Sion Griner lavt men stadig med en meget psykotisk tone..."er du bange for at dø?" Siger han og kigger ned på pigen...."Frygter du døden?" Spørger han pågående og kigger stadig pigen lige i øjnene uden at blinke eller vige blikket...

[Abigail Teabing]

Gail tog uvilkårligt et skridt tilbage, da den anden stillede sit spørgsmål. Hun forsøgte dog stadig at holde masken, selvom det var lidt lige meget nu.
"Smart, Gail, nu skal du så bare vende dig om og løbe, så tror han helt sikkert ikke, du er bange!" tænkte hun for sig selv, selvom man ikke kunne se på hende at hun vidste, hun havde dummet sig.
"Hvad er det for et åndssvagt spørgsmål at stille?" sagde Gail, der havde løsnet armene lidt fra den korslagte stille. "Hvorfor skulle man være bange for noget, man ikke ved, hvad er? Det kan være en god ting."