|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 27, 2007 18:21:42 GMT 1
››Det kan da også godt være den er det. Man kan jo aldrig vide..‹‹ Sagde han og tanker om den triumfbue han kendte blev fremkaldt i hans sind, mens han stille og roligt begyndte at gå, vis på at Gail ville følge efter. ››Men det ville da næsten være en skam hvis den er det, synes du ikke mademoiselle?‹‹ Spurgte han roligt, stoppede op og ventede på at hun ville indhente ham.. Han var åbenbart gået hurtigere end han lige havde regnet med, da han allerede var et godt stykke foran. Det var vel tankerne om alt hvad han i sin tid havde lavet i Frankrig, og at han nu var her igen, der fik ham til at blive en smule fraværende?
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 27, 2007 18:27:22 GMT 1
Gail fulgte efter den anden, der bevægede sig hurtigt, selv når han gik. Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle kunne følge med en der altid havde 'så travlt'. Hun glattede endnu engang nederdelen og satte farten op, så hun kunne følge bedre med Jacques, der nu ventede lidt på hende. Flinkt, flinkt. "Fortsæt fremad, fortsæt fremad - jojo, men mine ben er kortere end dine!" Gail kom hurtigt op på siden af den anden, da han først stod stille og hun fortsatte i det samme tempo som før, så hun stadig kom fremad. Imidlertid spekulerede Gail lidt over, hvad hun skulle besvare hans spørgsmål med. "Dette er faktisk mit første egentlige besøg i Paris, så jeg ved desværre ikke rigtig, hvad jeg synes er for moderne til byen..." indrømmede hun til sidst.
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 27, 2007 19:02:34 GMT 1
››Nåh, hva'? Jeg er heller ikke selv den store ekspert inden for kunst.. Men måske jeg skulle finde en hobby, bare et eller andet jeg kan bruge tiden på, når jeg ikke arbejder.. Jeg har jo ingen egentlige venner længere, og jeg har ingen elev, og har aldrig haft det.‹‹ Sagde han og koncentrerede sig mere nu, så han satte farten ned til normal gang, og gik bare ganske almindeligt sammen med hende nu, og skulede til alle der nærmede sig dem. ››Jeg er naturligvis ikke sikker på om du ved hvad jeg mener med elev?‹‹ Spurgte han roligt, mens de fortsatte deres gang.
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 27, 2007 19:17:37 GMT 1
Gail lyttede lidt til, hvad den anden sagde og fortsatte sin gang i samme, monotone tempo. Hun så sig omkring, imens hun lyttede og sugede nærmest indtrykkene til sig, som om, hun ikke havde andet at holde fast i. Nu skulle hun sikkert også kunne huske vejen tilbage. Hun var langt mere tilstedeværende nu, end før, hvor hun blot havde stirret stift frem for sig, uden at det lod til at hun havde noget begreb om, hvad der foregik omkring hende, men kun havde øje for målet. Gail trak handskerne af hænderne og gned dem let imod hinanden, da de stadig føltes lidt kølige - mærkeligt nok, var der intet andet galt lige nu; vigtigst af alt, var der intet hurlumhej ved jakken eller nederdelen - ingen fangede minder der ville fryse hendes egne ude. Gail trak handskerne på igen og åbnede og lukkede skiftevis hænderne for at få fingerspidserne helt ud i handsken. "Jeg er ikke sikker," besvarede hun hans spørgsmål med en let undrende stemme og det samme udtryk i ansigtet. Hun tiltede hovedet lidt på skrå og betragtede ledsageren spørgende. "Jeg ved ikke meget om jeres måder at oplære folk eller noget i den dur endnu - kun det helt banale."
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 27, 2007 19:25:35 GMT 1
››Et eller andet sted er det nok også bedst at du ikke ved så meget.. Vi vampyrer har jo egentlig nogle regler. Holde os skjulte og sådan, alt det der. Jeg bryder det jo egentlig lidt, ved at tale med dig og sådan, og ved at tjene Talamasca, men sådan er det nu engang blevet, og jeg kan ikke gøre så meget.‹‹ Han tænkte kort tilbage til dengang hvor han først blev kontaktet af Talamasca, men slog det hurtigt ud af hovedet, og koncentrerede sig igen om Gail og deres nattevandring. ››Men I ved det nok allerede, så hvad kan der ske ved at jeg fortæller dig det.. Ser du, når en vampyr gør et menneske til vampyr, bliver mennesket en slags søn eller datter, af vampyren, og det er optil den oprindelige vampyr at lære den nye hvordan tingene hænger sammen.. Eller så vidt har jeg da forstået det, skønt jeg aldrig selv har haft en læremester..‹‹
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 28, 2007 16:06:19 GMT 1
Gail lyttede opmærksomt til, hvad den anden sagde og nikkede indimellem for at klargøre dette. Hun holdt dog ikke blikket rettet imod Jacques, men alle andre steder, faktisk. Det var lidt mærkeligt som ingen rigtigt syntes at ænse ham. Lidt som om, han var luft... Gail rystede på hovedet og dermed tankerne ud, selvom det ikke altid forholdt sig sådan. Indtil videre virkede det dog fortræffeligt. "Hvorfor har du ikke haft en lærermester?" spurgte Gail til sidst og vendte prøvende blikket imod den høje mand. Hun virkede ikke videre nysgerrig - i hvert fald ikke så det virkede for påkrævende og den anden kunne sagtens afslå at svare på det, hvis det var, hvad han ønskede. Gail vidste dog blot at Talamascaen havde visse oplysninger om Jacques, som hun ikke kendte til og de selvfølgelig ikke ville give hende. Hun var for ung til allerede at være dybt nok engageret i ordenen og det vidste hun godt; ikke desto mindre ærgrede det hende alligevel.
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 28, 2007 21:16:48 GMT 1
››Dengang jeg i mine unge dage, hvor jeg netop havde vendt ryggen til lyset og var blevet genfødt til mørket, var jeg blevet bidt, og havdet valget mellem døden eller livet i mørket. Jeg valgte mørket.‹‹ Sagde han, og gik roligt videre med hænderne begravet i lommerne. Han luskede bare videre, mens han koncentrerede sig om at gå, i stedet for at holde øje med de mennesker der nu og da kom imod ham, som hele tiden gik i en stor bue omkring ham. ››Da jeg så skulle smage på hans blod, må jeg have svækket ham så meget at han til sidst flygtede, og formentlig er omkommet .. igen. Jeg har i hvert fald aldrig mødt ham, han kom, og han forsvandt. Jeg nåede aldrig at lære ham at kende, og han er formentlig død og borte nu.‹‹ Sluttede han af, og blev en smule tavs efter dette var sagt, som blev han opslugt af fortidens spøgelser, der hjemsøgte hans sind med deres mange mørke minder...
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 28, 2007 21:27:18 GMT 1
Gail lyttede stille til, hvad den anden fortalte og vidste ikke helt, hvad hun skulle sige til det. På sin vis, virkede det ufatteligt synd for den anden, selvom denne var en koldblodig dræber - eller det var hun da ret sikker på at alle vampyrer var! Hun troede, hun havde vampyrer kringlet, da Jacob Teabing fortalte hende om dem, men nej... De blev hele tiden mere og mere komplekse - som om, de havde mange flere lag, end man lige kunne se med det blotte øje. At de bevægede sig så hurtigt, gjorde jo til tider også at man slet ikke kunne se dem, men det var en anden sag. "Så det, du kan nu, har du lært dig selv?" spurgte Gail og skiftede mappen over i den anden hånd. Hun holdt blikket fastlåst på Jacques' ansigt, selvom hun var bange for dets hvidhed. "Eller fik du hjælp af anden vej...?" Spørgsmålet hang i luften og Gail var pludselig blevet i tvivl om, om hun selv havde stillet det, af en eller anden underlig årsag.
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 28, 2007 21:36:25 GMT 1
››Tjah.. Jeg har fået 'undervisning', råd og sådanne ting af mange af mine ny afdøde venner, og sådan. Men jeg har aldrig haft en rigtig læremester. Jeg har haft en masse forskellige lærer, som har lært mig alt hvad jeg nu ved. Overalt i verdenen, hvor jeg nu har været, udsendt af Talamasca. Det er en meget, meget lang historie. Og jeg tvivler stærkt på at vi har tid, eller lyst til at høre det hele. Så det lader vi ligge, mademoiselle.‹‹ Sagde han bare roligt, måske endda med en smule munterhed i stemmen. For skønt han aldrig havde haft en rigtig læremester, vidste han mindst lige så meget som mange andre vampyre, han var en af de ældste - så vidt han vidste -, og muligvis også en af de stærkeste... Så mon ikke han havde lært hvad han skulle lære? Eller hvad der var nødvendigtig for ham. Han kunne naturligvis lære masser af andre ting, hvis han virkelig ville det.. ››Men mange af tingene har jeg også lært mig selv. Det kommer vel med alderen, og hvordan mørkets gaver kommer til en. Hvilket jo er forskelligt fra vampyr til vampyr.. Og jeg var tydeligvis - ikke for at gøre mig bedre end jeg er - en af de mere sjældne vampyre. Eller det vil jeg i hvert fald påstå, efter jeg besidder de kræfter jeg nu engang gør.‹‹ Han sagde det med en vis stolthed i stemmen, da han jo egentlig var lidt/meget stolt over hvad han nu kunne, og hvad han før eller siden ville kunne komme til, - der er altid noget at lære - og at han nu var blevet den han nu var. En vampyr der havde rejst kloden rundt, talt med utallige vigtige personer, og mange andre ting. Han kunne vel godt tillade sig bare at være lidt stolt..?
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 28, 2007 22:06:34 GMT 1
Gail så lidt på den anden, tænkte over hvad han sagde og lod det cirkulere rundt i sit sind, blandt mange andre tanker og forventninger. Hun bevægede sig i samme rolige tempo som før og holdt øje med omgivelserne som før. Hun strammede grebet om mappen, som om, hun var bange for at tabe den, hvis ikke hun klemte knoerne helt hvide under handskerne, som om de var hvidglødende... "Så det, du siger, er at I alle har forskellige evner? At ingen af jer er ens?" spurgte Gail og løftede endnu engang blikket til Jacques ansigt, uden nogen videre entusiasme i blikket. Ikke lige nu, for tankerne var andetsteds. Hun skulle have ringet til Talamascaen for længe siden. Fra hotellet, havde de sagt, så de var forsikrede om at hun befandt sig i sikre omgivelser og ikke ude, hvor hun stadig kunne skades. På hotellet var der sikrest... Hun havde ikke rigtig forstået det med sikkerheden på det tidspunkt, men efter at have sat en vampyrs evne 'i levende live' virkede de langt mere skræmmende, end da hun blot fik dette fortalt. Gail havde inge idé om, hvad andre vampyrer kunne - hvad nu hvis ham her ikke engang kunne en brøkdel af, hvad andre kunne? Ville de så ikke udslette menneskeracen totalt...? "Undskyld, jeg tror desværre at vi bliver nødt til at udsætte vores ekskursion," sagde Gail og standsede op. Hun nikkede en enkelt gang for sig selv. "Jeg bliver nødt til at fortælle dem at jeg har fundet dig og at du har indvilliget i at tage med til London."
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 29, 2007 18:39:29 GMT 1
››Well, of course.‹‹ Sagde han bare stille og roligt, svagt smilende. Dog ikke så meget at tænderne blev synlige, de blev gemt bag hans døde hud, og dødsmasken. Håret blev kort taget blidt af vinden, og fløj roligt omkring ham for til sidst at falde tilbage på plads. ››Så vil jeg gøre min kiste og mig selv, klar til afrejse. Det er nok bedst.‹‹ Den ene hånd fandt fra lommen og op til solbrillerne for at rette disse endnu engang, hvorefter denne hånd fandt vej tilbage til lommen igen. Til slut knækkede han bare nakken, med en lyd der næsten lød som om de gamle knogler i ham brækkede. ››Så må du have en fortsat god nat, og dag, mademoiselle Teabing.‹‹
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 29, 2007 18:51:14 GMT 1
Gail nikkede en enkelt gang og så kort ud til at tøve, med et eller andet usagt, før hun åbnede munden og ikke rigtig så ud som om, det var hvad hun ville have sagt: "Kan jeg få at vide, hvor du vil placere din kiste? Bare så jeg ikke kommer til at fare rundt på må og få i hele Paris for at finde den," sagde hun i et meget monotont tonefald og så på Jacques med et blik der var det meget lig. Hun sagde ikke andet, men ventede blot på svar, altimens hun trak mappen om foran sig og holdt fast i den med begge hænder. Selvom en træthed efterhånden burde lure bag blikket, forblev det vågent, men monotont. Som om der ikke rigtig var særlig meget gemt i det. Tomt.
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 29, 2007 19:04:12 GMT 1
››Hvor vil du gerne have den skal være?‹‹ Spurgte han bare hurtigt og sikkert. Han kunne bringe den ud hurtigere end mennesker, og desuden brød han sig heller ikke særlig meget om at mennesker - skønt han selv engang var en af dem - rørte ved hans kiste. Han vidste egentlig ikke helt hvorfor, men sådan syntes han bare ikke det skulle være, så alle der endnu havde rørt hans kiste - undtaget nogle enkelte fra Talamasca - havde rørt ved selve kisten. ››Så anbringer jeg den der, og det er så det.‹‹
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 29, 2007 19:42:48 GMT 1
Gail nikkede en enkelt gang, med et ganske bestemt udtryk i ansigtet. Hun åbnede derefter mappen på klem, efter at have trykket den korte kode ind og fiskede et stykke papir, samt en kuglepen op. Hun skriblede i nogle få sekunder og rakte derefter papirlappen imod Jacques med en rolig hånd. "Hvis du kan bringe den herhen, ville det være helt perfekt," sagde Gail med endnu et af de enkelte nik. På papirlappen, var nedskrevet en adresse på et af de pakhuse der lå tæt ved Charles de Gaulle lufthavnen, som de skulle flyve fra om lidt over et døgns tid. Gails så på den anden og ventede på at han skulle tage lappen, før hun klappede mappen i igen.
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 30, 2007 15:56:32 GMT 1
Han tog mod lappen, læste den på papiret en gang, og lagde det så i en lomme. Bare for en sikkerheds skyld, hvis han nu glemte det. Derefter klappede han bare en enkelt gang i sine behandskede hænder, og gjorde et lille buk mens han samtidigt sagde; ››Så ses vi vel i morgen aften.. Eller jah, det er vel egentlig i aften, hvis man skal være helt korrekt..?‹‹ Han rettede sig op igen, og foldede hænderne på ryggen, mens han ventede på hendes svar..
|
|