|
Post by Abigail Teabing on Aug 27, 2007 15:04:53 GMT 1
(Fortsat fra: "Who's sleeping his day away?")
Luften var af en eller anden grund kold og bidende længere oppe, eller også var det bare noget, Gail bildte sig selv ind fordi hun egentlig ikke var så forfærdeligt tryg ved situationen! Hun turde nærmest ikke åbne øjnene, men da hun endelig gjorde det alligevel, fortrød hun det straks. Der var meget langt ned til jorden og byen var kun en masse små lysprikker, hvor gadelamper, med mere, stod spredt rundt omkring. Gail sank og sank, helt tør i munden, hvilket nærmest gjorde det umuligt. Hun lukkede øjnene i igen, også fordi de løb i vand på grund af den kolde luft der strømmede udover det hele. "Jeg-dør-jeg-dør-jeg-dør!" Tanken var meget barnlig, men det var nok alligevel det eneste der kredsede om i Gails forvirrede hoved lige nu.
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 27, 2007 15:14:06 GMT 1
Der var ikke gået forfærdelig lang tid, fra de havde lettet og nu var ved at lande på dette høje tårn. Eiffeltårnet. Det var da også idéen med denne flyvning, så de skulle naturligvis også nå deres bestemmelsested nu når de var kommet i luften, og som tårnet nærmede sig mere og mere, sænkede Jacques også farten, og til sidst, ja nærmest før det hele var begyndt, stod det på toppen af dette prægtige tårn, på ydersiden af sikkerhedsgitteret der skulle fungere som værn mod folk der kunne finde på at kaste sig ud fra tårnet, eller sådan noget. Han holdte stadig en arm omkring hende, men slap mere og mere grebet i hende, selvom han hele tiden var på vagt overfor om hun skulle falde eller noget, da han var ret sikker på at han ville få sit hyr med at bortforklarer at hun selv var faldet, eller sådan noget. Talamasca ville under alle omstændigheder ikke blive glad, hvis hun faldt, var han nu et eller andet sted, ret sikker på... ››Her er vi så.. Hva' synes du, mademoiselle?‹‹
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 27, 2007 15:26:20 GMT 1
Det snurrede og prikkede i hele Gails krop, da de først var landet og følelsen vendte tilbage i lemmerne - nærmest som om den havde været væk under hele flyvningen. Hun slap gradvist Jacques, altimens hun istedet greb fat om gitteret, så hun ikke ville falde, hvis blot hun holdt fast nok. Gail hev luft ned i de nærmest sammenklappede lunge, da hun havde holdt vejret et godt stykke tid nu, alt i alt. Hun måtte lige vænne sig til ændringen i vindstyrke, fra jorden til... Højere oppe. Desuden virkede det som om, tårnet svejede... Nej, det gjorde det rent faktisk! Gail var i et øjeblik overbevist om at den gamle jernkrog ville falde sammen under hende, indtil hun kom i tanke om at det vistnok var meget normalt at toppen bevægede sig. Hvorfor, anede hun ikke lige, men det var vist ikke så underligt endda. "Synes? Udover at der er meget højt ned...?" spurgte Gail, egentlig blot for at sige noget, da hun stadig sundede sig og holdt sig så godt fast i gitteret at hendes knoer blev kridhvide. Hun så lidt ned og forholdt sig ellers helt urørlig. "Det er lidt svært at vurdere..." indrømmede hun til sidst.
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 27, 2007 15:34:01 GMT 1
››Jeg mener naturligvis udsigten, lille menneske. Udsigten‹‹ Nu var det godt nok længe siden han havde været menneske, men han syntes nu alligevel at kunne forstå hendes følelser, på en eller anden måde. Altså, at stå oppe på sådan et tårn, udenfor sikkerhedsgitteret, var jo ikke lige en hverdags ting, så mon ikke han skulle få hende ned igen, inden længe. ››Men selvfølgelig.. Hvis du er for distraheret til at kunne bedømme det, kan vi vel bare smutte indenfor, altså ind i gitteret?‹‹ Alt dette sagde han, og skønt vinden var meget vildere her end på jorden, skar hans stemme sig bare gennem luften, og var klar og tydelig. Selv det at han stille og roligt gik rundt på gitteret, så han nærmest stod på siden af tårnet, voldte dette ham ingen problemer. Det var vel nærmest som om at tyngdekraften hele tiden var under ham, og sørgede for at han ikke ville falde til jorden? Om det var ganske almindelige vampyrevner, eller om han på en eller anden måde bare fløj, var ikke til at sige...
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 27, 2007 15:48:41 GMT 1
"Let nok for dig at koncentrere dig om..." mumlede Gail under et åndedrag, hvor hun hev luft ned i lungerne igen. Hun stilnede sit åndedræt igen og lænede sig helt ind til gitteret, så hun kunne holde øje med udsigten. Selvom hun stadig holdt krampagtigt fast i gitteret, kunne hun lige kaste et par nysgerrige blikke rundt. Så nysgerrige som de nu kunne blive i denne sindsoprivende højde. Gail rømmede sig en anelse. "Det går nok," brummede hun i et knap hørligt tonefald. Det var jo egentlig kønt heroppefra - sådan at se ned på selve byen der strakte sig i uendelige lysprikker. Man havde et godt overblik over nærmest alting heroppe fra.
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 27, 2007 15:53:05 GMT 1
››Nåh, som du vil. Jeg går mig lige en runde, og så kan vi gå ned når jeg er tilbage. Okay? Eller hvordan har du det med det?‹‹ Spurgte han stille og roligt, og var næsten allerede gået videre, på siden vel at mærke. For ham betød højder eller tyngdekraft, som han jo lige havde demonstreret, intet, og han trodsede naturens regler som det nu passede ham. Af vane rettede han bare lige lidt på sine solbriller, og ventede så på svar, mens han hænder - efter at have rettet på solbrillerne - fandt vej til lommerne i hans trench-lignende frakke. Hans hår blæste vidt omkring, heroppe i vinden, men han lod ikke til at blive irriteret over sådan en smule.
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 27, 2007 16:05:58 GMT 1
Gail blinkede uforstående. Gik han en runde? Hun var netop ved at protestere, da den anden blot var gået. Hold da op, det her var mærkeligt! Hun stod på ydersiden af Eiffeltårnet og følte det som om, hun kunne falde ned hvert øjeblik. Det her kom ikke med i nogle optegnelser, det var da helt sikkert! Ellers tak om hun ville ydmyge sig selv på denne her måde eller endnu værre. På den anden side, så ville folk alligevel vide det og hun var ret sikker på at Jacob ville være den der spredte det - indimellem brød Gail sig meget lidt om sin morfars gøren og laden i Talamascaens slidder-sladder. "Du falder jo ikke ned, så der er ingen grund til bekymring, vel? Nej, overhovedet ikke. Nu venter du bare på at ham der bliver færdig med at vade rundt på tårnet og så kan du komme ned igen... De skal fandme ikke sige at jeg ikke lever livet farligt!" Gails fingre ville nok være helt og aldeles følelsesløse, hvis ikke det havde været for hendes handsker. Men de var forkrampede rundt om gitteret, kunne hun dog mærke, da hun løsnede højre hånds pegefinger en anelse. Gail gned lårene lidt imod hinanden - hvis hun havde vidst at det skulle komme til det her, havde hun iført sig en kedeldragt!
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 27, 2007 16:13:10 GMT 1
Han fik gået sin runde, og kom hurtigt tilbage til hende. Hans hænder var - som da han forlod hende - stadig i lommerne, og han havde et ret dovent udtryk i ansigtet, som om han virkelig ikke gad at få hende ned fra tårnet. ››Nåh, skal vi se at få dig ned, mademoiselle, inden det ænder med en ulykke?‹‹ Spurgte han så til sidst, og gik tættere på hende. Ventede på at hun var klar til at forlade dette sted, og komme sikkert ned på jorden igen.
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 27, 2007 16:22:38 GMT 1
"Jeg har været klar i et godt stykke tid, lige omkring nu," sagde Gail i et let fornærmet tonefald. Hun stod da egentlig ret godt fast, så det ville nok ikke komme til en ulykke lige foreløbig, hvis hun da selv skulle sige det. Desuden havde det også været den andens idé at tage til det her tårn, så det var da hans egen skyld, hvis han ikke havde tænkt på at hun ikke brød sig om at hænge frit i luften. "Pah!" Gail holdt blot blikket rettet imod Jacques og mønstrede et yderst neutralt ansigtsudtryk, sådan som det så tit fremgik af hende. Hun ventede et øjeblik, før hun stivnede fuldstændig. Begge den andens hænder var i lommerne, men hvor var så...? "Mappen?"
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 27, 2007 16:29:23 GMT 1
››Bare rolig mademoiselle. Mappen er gemt i en lomme, den kunne ikke være mere sikker.‹‹ Sagde han stille og roligt, han havde et eller andet sted, næsten regnet med at hun ville bemærke at han ikke havde den på sig, ikke synligt i hvert fald. Men han gik helt hen til hende, og lagde forsigtigt en arm omkring hende, ventede på at hun skulle gøre det samme. ››Andet du vil se, nu vi er igang?‹‹ Spurgte han kort, og smilte lidt, så hans ualmindeligt hvide, spidse tænder blev synlige. Et kort øjeblik kunne han vel endda minde lidt om en ulv der vuderer sit offer, men det var sikkert bare nattens mange små tricks, der gjorde det. Det var ikke til at sige.
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 27, 2007 17:11:26 GMT 1
"Hvis ikke det indeholder så vanvittige højder som dette her, så tror jeg at der er andre ting, jeg vil tage et kig på inden jeg forlader Paris..." sagde Gail og nikkede en enkelt gang; et eller andet sted i baghovedet rumsterede en idé om Triumfbuen. Hun virkede måske modløs, men det var ikke meget, taget i betragtning af, hvordan det hele havde udartet sig fra at være en simpel anmodning om eskortering af kiste til højtflyvende sightseeing. Alligevel sank hjertet i Gails liv, da den anden absolut skulle blotte de usandsynligt spidse hjørnetænder. Midt i dødsmasken - der jo egentlig var Jacques ansigt, men det var en mindre detalje - virkede de som prikken over i'et. En skrækindjagende dødning der kun tilnærmelsesvis mindede om et menneske efter at have slubret de levendes blod i sig og gjort det til sit eget. "... Men lige nu ville landjorden være det bedste at se tæt på," sagde hun i et forsvindende tonefald, efter de hvirvlende tanker om 'døde rovdyr' endnu engang hvade forladt hendes hoved for en stund. Gail løsnede grebet om gitteret med højre hånd, åbnede og lukkede den et par gange for at få følelsen tilbage og lagde dernæst den arm om liver på Jacques, altimens hendes blik var rettet andetsteds. Hun havde ikke meget lyst til at se på det 'ubehagelige grin' der prægede hans ansigt. Hun slap ligeledes med den anden hånd og lod sine hænder finde sammen et sted på Jacques' ryg.
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 27, 2007 17:22:40 GMT 1
Han nikkede bare, og greb ordentligt fast, hvorefter han sprang ud fra tårnet, og straks begyndte at flyve igen. Hurtigere end det menneskelige øje kunne nå at opfatte, og endnu engang.. Før det hele var startet stod de atter på jorden, og Jacques der allerede havde sluppet Gail, var i gang med at rette lidt på sit tøj, og sine solbriller.. Da han var færdig med det, så han bare roligt på Gail, mens han tænkte lidt over hvor hun ville hen.. Han ville jo ikke læse hendes tanker, det var jo et eller andet sted ret krænkende, eller det mente han i hvert fald det var. ››Men hvor var det du sagde vi ellers skulle kigge hen?‹‹ Han vidste godt hun endnu ikke havde sagt noget, men det gjorde ham intet. Stille og roligt trådte han ud af de skygger de netop var landet i, ved foden af eiffeltårnet, og stod ude i lyset fra både tårnet og sådanne ting, og så ind mod hende.
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 27, 2007 17:55:45 GMT 1
Al luft forlod Gail, da Jacque fik kastet dem udover Eiffeltårnets 'kant'. Hun følte sig mast af lufttrykket og kulden - det føltes værre end sidst, hvis hun skulle være helt ærligt og mest fordi det var kommet så pludseligt. Der havde ikke været nogen forberedelse, så da jorden endelig var nået, havde Gail noget besvær med at holde sig på benene. Hendes krop var ikke stærk nok til at klare så voldsomme luftture og det var hun ret sikker på at vampyrer ofte glemte. Men hvor tit tog de også mennesker med på sightseeing? Ikke så ofte, skulle Gail mene, men hun kunne jo også tage fejl. "Gi... Giv mig lige... Et øjeblik," lød det noget stakåndet fra hende, som hun forsøgte at tage sig lidt sammen igen. Ret længe gik der, før Gail var på højkant igen. Det gjorde ondt i lungerne at fylde dem med luft til at begynde med, men det tog hurtigt af derefter. Hendes ben blev også mere sikre, som øjeblikkene sløvede sig afsted i et forsvindende langsomt tempo. Hun rettede sig helt op og gik prøvende, dog lidt langsomt, ud på fortovet, væk fra Eiffeltårnets skyggefulde plads og ud i lyset fra gadelamperne. "Jeg tænkte på at se Triumbuerne... Både den gamle og den nye - har du set den nye?" spurgte hun og vendte blikket imod Jacques, efter at have misset med øjnene imod alle lysene før.
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 27, 2007 18:05:15 GMT 1
››Det tror jeg faktisk ikke jeg har.. Så der kan vi vel godt gå hen.‹‹ Sagde han og smilte lidt igen, så de hvide tænder blev synlige igen. Hans hænder rodede kort rundt i frakkens mange lommer, og fandt til sidst hvad de søgte. Mappen. Han ragte den frem mod hende og ventede at hun tog den. ››Det lyder da egentlig ret interessant.‹‹ Han så sig bare lidt omkring her på pladsen, og nogle af de sene gadesælgere vandrede stadig rundt, og da en enkelt eller to, var på vej mod dem, stirrede han bare på dem gennem brillerne, og kort efter vendte de om. Hvad der fik dem til at vende om var ikke til at sige, men Gail kunne nok få den tanke at Jacques havde rodet lidt med deres tanker, og fortalt dem en ting eller to.. Måske vist dem et billede, eller bare åbnet deres øjne... Hvem ved?
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 27, 2007 18:15:30 GMT 1
Gail tog imod mappen og havde et godt tag i den med venstre hånd. Den højre, blev lige nu brugt på at stryge nogle vildfarne hårlokker om bag ørerne, eller bare på plads, hvor de hørte til. Hun var ret overbevist om at hun havde visse ligheder med en uldtot lige nu. Det var ikke helt forkert, selvom det var blevet væsentlig forbedret af den lille 'tilbagestrygning'. Gail vendte blikket lidt rundt og løftede et øjebryn af de gadesælgere der pludselig skiftede mening. Så hurtige plejede de ellers ikke at være til at skifte mening, mente Gail, selvom det selvfølgelig kunne være anderledes i denne by. De fleste storbyer lignede dog hinanden, lige meget, hvad andre så sagde for at fremhæve sig selv som unikke. Hun sagde ikke noget om, hvad hun tænkte og regnede heller ikke med at den anden ville vide det - eller overhovedet tage sig af, hvad Gail tænkte. Istedet rømmede hun sig blidt. "Åbenbart, er der ikke mange der bryder sig om den nye," sagde hun, og lod dermed som om, hun intet havde set til nogen gadesælgere. "Den skulle, efter sigende, være for moderne..." Gail gik lidt rundt, for at få blodomløbet tilbage i benene, men så ikke ud til at være på vej i nogen speciel retning, hvis man skulle være interesseret i det.
|
|