|
Post by Mike Manteras on Sept 8, 2007 12:14:25 GMT 1
Mike kiggede sig kort omkring og smilede da han så et stort træ der stod passende tæt på vejen så det faktisk dækkede ind over lidt han så på Lucretia og sagde "hvad med derhenne?" og pegede på træet imens ventede han bare på om hun syntes det var en god ide eller dårlig måske man kunne jo aldrig vide hvad folk syntes om nogle ting
|
|
|
Post by Lucretia Raven on Sept 10, 2007 20:52:22 GMT 1
Lucretia nikkede og smilede prøvende, hvorefter hun satte kursen over imod træet med forsigtige skridt. Hendes sko var allerede gennemblødte - det samme var hendes strømper - så hun reddede sig nok alligevel en eller anden lille sygdom, hvis ikke snart det dårlige vejr holdte inde igen - det var desværre aldrig helt til at vide. Under træet var der heldigvis en smule læ for al regnen og det var derfor ikke nær så hårdt for paraplyerne som det havde været lige før, selvom regnen kun tog til, samt bragte noget der mindede om torden med sig.
|
|
|
Post by Mike Manteras on Sept 11, 2007 18:40:34 GMT 1
Mike gik ind under træet til kvinden og sagde "det var meget bedre" og smilede til hende men sagde ikke rigtig andet end det han ville lige se om hun havde noget hun ville sige eller spørge om inden han selv sagde noget som helst overhovedet
|
|
|
Post by Lucretia Raven on Sept 11, 2007 18:43:30 GMT 1
Lucretia smilede let og lagde hovedet en anelse på skrå, da hun så på den anden. Til trods for det lidt skræmmende udseende, virkede han meget flink. Hun virkede dog stadig lidt urolig og hendes smil var et tydeligt tegn på dette. "Jah, nu må vi bare håbe på at lynet ikke beslutter sig for at slå ned i det her træ," sagde hun derefter med et skævt, lille smil, der ligeså var en anelse blegt. Lucretia rettede lidt på paraplyen, så den dækkede hende helt, fra den vinkel hvor regnen kom. "Hvorfor er du ude i regnen...?"
|
|
|
Post by Mike Manteras on Sept 11, 2007 19:21:33 GMT 1
Mike grinede lidt og sagde "ja det må vi sandelig håbe at der ikke gør" men han var dog alvorlig mens han sagde det dog kunne det ikke ses på ham men høres på hans stemme da han som altid smilede var det kun stemmen der for alvor kunne give et prej om hvad han egentlig mente om ting
|
|
|
Post by Lucretia Raven on Sept 11, 2007 19:36:30 GMT 1
Lucretia rynkede brynene lidt og henfaldt i tavshed. Den anden havde ikke besvaret hendes spørgsmål, så hun fandt det klogest at være stille lidt, for at finde ud af om han havde tænkt sig at svare hende, eller han helst ikke ville tale. De fleste talte jo ikke til komplet fremmede, de mødte på en sti i Central Park. Især ikke ud på eftermiddagen, lige før aftentide, hvor alt ville blive mørkt, meget kort efter.
|
|
|
Post by Mike Manteras on Sept 11, 2007 19:43:39 GMT 1
Mike så på kvinden inden han sagde "og jeg er ude i regnen af en grund og der er at lære byen at kende da jeg ikke har været her ret længe" han smilede venligt til hende og håbede det havde været svar nok til hende men det regnede han med det var
|
|
|
Post by Lucretia Raven on Sept 11, 2007 19:47:23 GMT 1
"Ah," sagde Lucretia med et let smil på læben, da hun kunne ånde lettet op over at den anden ikke virkede totalt fjendsk - på en sofistikeret måde, altså. Hun havde endnu engang lagt hovede let på skrå og betragtede den anden med nysgerrige øjne, som om, hun ikke rigtig vidste, hvad hun skulle stille op med det her nye bekendtskab. Det var altid lidt skræmmende at gøre sådan nogle. "New York er heller ikke der nemmeste sted at finde rundt..." indrømmede hun og vendte blikket lidt væk igen, så det ikke virkede som om, hun stirrede helt vildt. "Men store dele af den, er faktisk meget ens... De samme døgnkiosker, samme trafikuheld... You get the picture..."
|
|
|
Post by Mike Manteras on Sept 11, 2007 19:53:00 GMT 1
Mike nikkede og sagde "jo det gør jeg og det er ikke en rar tanke det bliver jo svært at finde rundt i starten når dele af byen ligner hinanden" han så kort på kvinden inden han så kiggede ud i regnen fra hvor de stod det var ikke holdt op med at regne eller noget ikke engang tegn på at det ville stilne af foreløbig
|
|
|
Post by Lucretia Raven on Sept 11, 2007 20:07:57 GMT 1
"Hvorfor er du kommet hertil?" Spørgsmålet lød stille, men alligevel klart igennem den buldrende regn. Lynene zigzaggede henover himlen i så hvide farver at de nærmest virkede lidt blålige. Et lyn syntes at slå ned tæt ved for et lysglimt gjorde hele verden hvid og tordenen nærmest eksploderede lige over hovedet på dem. Lucretia fór sammen, før hun fik rettet sig selv helt op at stå igen. Hun var ikke decideret bange for torden, men hun havde en vis respekt for naturens kræfter. De var ofte alt for magtfulde for mennesker at forstå.
|
|
|
Post by Mike Manteras on Sept 23, 2007 19:59:46 GMT 1
Mike havde ikke rørt sig men havde klemt sine øjne hårdt i og sat fingrene i ørene men kun kort da han var lige ved at tabe sin paraply og så på kvinden inden han svarede "jeg er egentlig bare ude at rejse for at se verden men måske vælger jeg et blive her man kan aldrig vide" og grinede kort han var blevet våd på den korte tid han havde haft hænderne for ørene og derved paraplyen højere oppe så regnen havde gjort ham våd
|
|
|
Post by Lucretia Raven on Sept 26, 2007 19:13:46 GMT 1
"Måske er det ikke verdens bedste idé at stå under et træ i tordenvejr... Har du noget imod at vi finder indenfor et sted, istedet?" spurgte Lucretia og så på den anden. Hun var ved at vænne sig til den unaturligt hvide hud og de lidt rødlige øjne. Han virkede jo flink nok og ikke på nogen måde sindssyg eller ondskabsfuld. "Du er også blevet våd nu," tilføjede Lucretia med et lille, skævt smil derefter. Hun selv blev ved med at holde paraplyen i en passende vinkel og så opfordrende på Mike.
|
|
|
Post by Mike Manteras on Sept 26, 2007 19:18:36 GMT 1
Mike sagde "jo ville nok være en god ide" og smilede venligt til kvinden inden han så lidt på sig selv og sagde "ja det er jeg da også" og grinede kort inden han kom i tanke om at han ikke kendte byen overhovedet så han havde ingen ide om hvor de kunne gå hen
|
|
|
Post by Lucretia Raven on Sept 26, 2007 19:21:45 GMT 1
Lucretia smilede blot. "Så må vi, til at begynde med, finde ud af denne her park," sagde hun i et konstaterende tonefald og begyndte at gå. Hun regnede med at den anden ville følge med, men gik lidt langsomt afsted, som for at vente på at han nåede op på siden af hende, før hun satte i et mere normalt tempo. "Jeg håber ikke, du har noget imod at det bliver en almindelig café, for jeg har ikke lige noget andet sted at tage hen lige nu," sagde Lucretia i et lidt undskyldende tonefald til den anden.
|
|
|
Post by Mike Manteras on Sept 26, 2007 19:29:52 GMT 1
Mike så på kvinden og sagde "det gør ikke noget at det bare blive det" og smilede venligt til kvinden imens han gik hen ved siden af hende og ellers ikke andet mest fordi han ikke kunne finde på noget at sige lige nu men også fordi han egentlig helst lige ville i bare nogenlunde tørvejr inden han ville snakke alt for meget
|
|