Gennem Parken.

[Sharantyra]

Sharantyra bevægede sig langsomt igennem parken. Hun havde ikke kappe på, men havde lagt den over armene, som var foldede foran hende, hendes mørke øjne var rettet ligefrem, og stien var kun oplyst af lygtepæle, men da der var 20 meters mellemrum mellem dem, var det som nogle små lysende pletter man så, og der var derfor tit helt mørkt omkring hende. Men det generede hende ikke denne nat, det havde aldrig rigtigt generet hende. Mørket var til tider en fjende, og til andre tider, ens kæreste ven.

[Jake Mirrington]

i ly af mørket var jake igen ude at strække benene væk fra sin elev men han var næsten helt sikker på hvor hun var for han kunne føle hende... han var på udkig efter folk der måske havde værdier der var værd at stjæle eller måske havde penge nok til at skaffe ham noget tøj til hans elev

[Sharantyra]

Hendes sanser havde længe før syntes opfattet en anden person, hun drejede rundt og blev stående midt imellem to lygtepæle i et sort mørke, og stirrede lige bagud, indtil hun fik øje på fredsforstyreren, en skikkelse, hun ikke straks genkendte, men som bestemt ikke virkede så svag som andre hun havde mødt i parken på dette tidspunkt, hun mødte mange forvirrede fjollede mennesker, som ikke anede hvad det var de havde bevæget sig ud i, men Sharantyra var fuldkommen klar over hvad hun lavede. Og kendte derfor også risikoen,.

[Jake Mirrington]

Jake havde en sort letter slidt læderjakke og matchende jeans. han skulede ned i jorden og virkede med et utrolig udtryksløs og samtidig helt vanvittigt rasende... han havde bare så meget at tænke på at det føltes helt ubærligt. Verden var ikke den samme mere og nu fandtes der folk der viste at vampyrene eksisterede... Viste hvad der kunne skade dem... men hvem havde røbet det. Han kom med et halvhøjt vredesråb og sparkede hårdt til en sten på gaden

[Sharantyra]

Hendes blik hvilede på personen, han så lettere irriteret ud, et let smil gled over hendes blodrøde læber. Hendes sorte jeans, var lidt slidte, men sad stadig stramt rundt om benene på hende. Og hendes sorte top, lod hendes skuldre og arme være bare, så de lyste let op i mørket, ikke som en lygte, men som noget man nok ville kunne se. Hun holdt stadig kappen i favnen, uden at gøre mine til at flytte sig fra det sted hvor hun stod, eller til at tage blikket til sig, som stadig hvilede på den fremmede person, hun virkede nok lidt uforskammet.

[Jake Mirrington]

Han fik øje på pigen der stod og stirrede og mødte kort hendes blik men slog blikket væk. Hans øjne var som reflekser og skinnede tydeligt og hans blik var unaturligt koldt of ondt mens han fortsatte hen af gaden med blikket rettet mod fliserne under ham

[Sharantyra]

Hun smilte let, og genkendte ham lidt efter, som ham der var stødt ind i hende for ikke så længe siden, et par dage? Måske mindre. Hun kendte ikke hans navn, og derfor var han vel stadig betegnet som fremmed, men hun havde dog set ham før. "Hey" Sagde hun bare til ham. Hendes blik hvilede stadig på ham, uden nogen form for generthed eller noget, nærmere end bestemthed, som var sjælden hos folk nu om dage - ifølge hende-.

[Jake Mirrington]

han stoppede op næsten lige foran hende som gik han ind i en mur " dav " sagde han køligt og så stadig på sine sko som var de det mest interasante i verden ligenu uden rigtigt at tage sig af hvor meget gåpåmod pigen havde... hun var dum hvis hun ville lægge sig ud med ham

[Sharantyra]

Hun smilte let, hun havde ikke lyst til at slås, skændes, prøve kræfter med nogen, lige nu ihvertfald, bare stille et par tilfældige spørgsmål til en som gik gennem parken, og som for hendes øje så lidt for 'u'bange ud til at være helt normal, eller også var jo han bare udvidende. "Hvad laver du her?" spurgte hun så efter lidt tænken frem og tilbage, om hvad hun skulle spørge om, og om han nu virkede helt så mistænkelig som hun syntes.

[Jake Mirrington]

han så stadigvæk ned på sine sko 8b]" tager mig en lille gåtur... det er vel ikke ulovligt? "[/b] han sagde i et tonefald der fik det til at lyde somom han bare var træt og på vej hjem " må jeg egentlig ikke spørge dem om det samme frøken... " nu så han på hende med hans skinnende øjne

[Sharantyra]

Hun så på ham. "Du kan gå hvor du vil" sagde hun bare i et ligegyldigt tonefald, og så rundt. "jeg er her fordi jeg leder" Sagde hun og smilte let. "Efter noget, eller skulle jeg sige noget" Hendes blik blev kort fjernt, men hun tog sig så sammen, og rystede det af sig, rettede igen sit blik imod den fremmede person som stod overfro hende. Hun smilte ikke, men så heller ikke sur ud, en neutral del imellem det.