|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 23, 2007 15:04:37 GMT 1
Det var omkring timen for de levende døde, at en skikkelse kom gående i mørket. Det tætte mørke - skønt det var her i sommerhalvåret - var næsten komplet, selvom det af og til blev brudt af de mange lygtepæle. Men her kom han gående, for det var en mand. Eller det var det engang.. Nu var han kun et tomt hylster, af den mand han engang var, en reinkarnation.. Født til mørket, og været et af dets mange børn. Denne 'mand' var Jacques .. Jacques Le 'Diable' Blanc, den Hvide Djævel. Han havde mange navne, men kun få benyttede han selv.
Han kom langsomt gående, og satte sig på en bænk lidt efter lidt. Han var klædt som altid, og havde - skønt det sene tidspunkt - stadig sine solbriller på.
|
|
|
|
Post by Rocea on Aug 23, 2007 15:08:55 GMT 1
Den lyse let blege skikkelse kom gående gennem det lette mørke. Hendes rød, gylden blonde bølgede hår flød ud over hendes skulder, og hendes kjole dansede lige over hendes ankler, og hendes kæder raslede mod hinanden for hvert skridt hun tog. Hendes læber var blod røde, og hendes øjne klare. Den hvide kjole var helt ren, uden den mindste blod plet, så den var ikke vidne om at hun havde spist for nylig. Hendes blik var rettet mod lygtepælen længere fremme, men kun et kort øjeblik, så fangede en bevægelse hendes blik. Og hun stirrede lige imod den fremmede vampyr, smilte let for sig selv.
|
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 23, 2007 15:17:44 GMT 1
Han lod godt mærke til at der var en i nærheden, bekymrede sig dog ikke om hvem, eller hvad, for en sags skyld. Han var nu ret sikker på at han ville kunne klare sig hvis et eller andet, nu angreb ham her i mørket. Han havde jo trods alt en del år på bagen, og kunne jo lidt af hvert.. Han sad bare lidt, og idét at der var en lille mus der løb hurtigt forbi bænken han sad ved, greb han lynhurtigt, ja faktisk hurtigere end mange ville kunne nå at opfatte, ud efter musen, som han naturligvis fik fat på.
Som han sad der begyndte han bare at ae den stille og roligt, med sine behandskede hænder, mens han kort spekulerede over om han mon i sit egentlige liv havde haft nogle kæledyr, og da han tænkte nærmere over det gjorde det ham et sekund eller to rasende over at han ikke kunne huske noget om dette liv, at han i de to sekunder, kom til at kvase musen, så øjnene var lige ved at poppe ud af dens hovede, og knoglerne knaste.
››Tragisk...‹‹ Sagde han bare med sin gamle stemme, og smed musen fra sig. Og snart kom der en kat og tog den med sig. En gammel kat.. Og af mangel på bedre at tage sig til, så han i retning af denne mystiske fremmede, og gjorde et kort nik mod hende. ››Godaften, mademoiselle.‹‹
|
|
|
|
Post by Rocea on Aug 23, 2007 15:29:09 GMT 1
Hun stoppede foran ham, nejede dybt og bøjede hovedet, "Bonjour" Sagde hun med en blød, stemme. Og rettede sig op igen, hendes blik kørte engang op og ned af ham, inden hun rettede det mod hans øjne, "På natte vandring?" Spurgte hun og smilede venligt, hendes kjole bevægede sig let i vinden, og den gyldne hår skinnede let, i det svage lys fra en lygtepæl et stykke derfra. Hendes blik faldt på noget bagved ham, og hun stod længe og studerede det, inden hun rystede let på hovedet så det gyldne hår flød fra skulder til skulder, og så derefter op på manden igen.
|
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 23, 2007 15:36:17 GMT 1
››På nattevandring, ja. Og dem selv?‹‹ Spurgte han hende stille og roligt, havde allerede konstateret at hun måtte være vampyr. Specielt fordi hun gik i kjole, ikke at nymodens mennesker ikke også kunne det, men det hørte til særhederne, så vidt han vidste. Han tænkte også lidt over hendes alder. Han ville jo ikke bryde ind i hendes tanker.. Det var vel, et eller andet sted, forkert at bruge de evner man havde fået ved sin fødsel til mørket, mod andre af mørkets børn.. Men så igen? Der var jo intet vampyr-politi, måske udover ham selv, på en måde... Men han læste i hvert fald ikke hendes tanker, og gjorde heller ikke noget forsøg på det.
Han rettede lidt på sine solbriller, der - for hende - gengav hende i lyset fra den nærmeste lygtepæl, da solbrillerne naturligvis var udstyret med spejlglas og hvad der ellers hørte med.
Havde det ikke været for den klang af ælde i hans stemme, og de sylespidse, lange tænder han havde, ville man faktisk sagtens kunne have troet at han bare var en natteravn af et menneske, men sådan forholdte det sig jo ikke...
|
|
|
|
Post by Rocea on Aug 23, 2007 15:43:25 GMT 1
Hun blottede let de skinnende hvide tænder i et venligt smil. "Det kan man godt sige svarede hun smilende. "Det er det mindst brand farlige tid på dagen" tilføjede hun så, og kørte en hånd igennem det bløde hår. Smilte let, og så rundt, det var en dejlig kølig aften, hun rettede sit blik mod månen, hun rystede let på hovedet igen, og drejede let rundt, begyndte så uden rigtig at tænke over det at danse til en melodi som kørte inde i hendes hovede. Mens hendes kæder om ankelen flød den hvide kjole let rundt om hendes ben, hun drejede lidt efter rundt en sidste gang, og slog øjnene op, - hun havde haft lukkede øjne mens hun dansede - "Ups hun smilte let undskyldenligt.. "Blev vidst lige lidt fraverende . Tilføjede hun så.
|
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 23, 2007 15:48:41 GMT 1
››Noget kunne tyde på det, mademoiselle.‹‹ Sagde han og smilte let. Han havde set lidt på hende, mens hun dansede, mest af alt for at se hvad hun kunne. Han havde - i de få perioder hvor han havde levet blandt mennesker - set forskellige former for dans, ballet og andre ting. Og skønt hun ikke havde danset specielt længe, eller oplagt, mente han nu alligevel at hun sikkert havde talent. ››Du kunne sikkert blive en fremragende danser.. Men angående det med brand? Der må jeg være uenig. Det afhænger vel også af ens alder, og sådan...‹‹ Han så sig omkring, for at få øje et dyr af en art.. Han kunne jo lige vise hende en smule af hans kræfter, hvis han bare lige kunne få øje på et dyr...
|
|
|
|
Post by Rocea on Aug 23, 2007 15:56:29 GMT 1
Hun fulgte let hans blik rundt, og så derefter på ham, det var tydeligt at hvis hun havde været levende, havde hun rødmet stort, men det gjorde hun dog ikke i sin tilstand som vampyr. "Det er noget for mig, " sagde hun og smilte let, "Danser for det meste kun når der ikke er nogen som ser det, så idag var jeg bare i en anden verden" Hun lukkede øjnene i et øjeblik, og så derefter på ham igen, "hvad mener De med det svar? spurgte hun roligt, og hentydede til hans svar på det med brand.
|
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 23, 2007 16:04:48 GMT 1
››Jeg er heller ikke nogen .. jeg er Jacques Le Blanc. Jeg beklager forresten at jeg ikke har præcenteret mig tidligere, hvor uhøfligt af mig.‹‹ Sagde han mens han kort så på hende, mens han talte. Det var jo ikke høfligt at tale med folk, uden at se på dem samtidigt. Men straks efter han var færdig med at snakke, søgte han omgivelserne efter dyr, og snart efter opdagede han en due der sov stille og roligt på en lygtepæl lidt fra dem. ››Og angående mit svar.. Jah,.. Kan du se den due dér?‹‹ Spurgte han og pegede kort på den, hvorefter han ventede på hendes svar om hun havde opdaget duen. Nu ville han lige vise hende et lille trick...
|
|
|
|
Post by Rocea on Aug 23, 2007 16:12:19 GMT 1
"De er stadig mere til stede end de vægge jeg plejer at danse for sagde hun bare roligt, med et køligt anstrøg. "mit navn er Rocea sagde hun bare, hun præsenterede sig aldrig med efternavn, det var bare en vane, da hun havde sagt det rettede hun blikket mod den fugl han hentydede til. "Du gør den ikke noget vel?" Spurgte hun så, hendes blik var blevet lidt trist da hun så mod den sovende fugl, som den sad der så den så fredelig ud, at hun ikke selv ville nænne at gøre den noget. Hun rystede let tristheden af sig.
|
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 23, 2007 16:21:56 GMT 1
Han knipsede en enkelt gang i retning af fuglen, uden overhovedet at se på den, men derimod på Rocea. ››Se nu godt efter, mademoiselle.‹‹ Og da han havde talt færdig så han mod den sovende due, og straks begyndte den at brænde op. Hurtigt og voldsomt. Den døde naturligvis før den overhovedet nåede at registrere at den brændte, både af chok og af smerte. ››Ild vil altid være til stede. Jeg indrømmer dog...‹‹ Og med et lavt brag sprang resterne af den brændte due i luften i en sky af ild. ››...at den er sværer at finde i dag, selvom den da stadig eksistere.‹‹ Og fra de sørgelige gløder af den nu ikke-eksisterende due, blev hans blik løsrevet for at se på Rocea igen. ››Men du siger du hedder Rocea? Rocea.. Rocea...‹‹ Sagde han, som om han smagte på navnet.. ››Hvilket yndigt navn, mademoiselle.‹‹ Han smilte kort.
|
|
|
|
Post by Rocea on Aug 23, 2007 16:30:25 GMT 1
Hun så på fuglen som brændte op og vente ryggen til ham, gik lidt væk derfra, og trak vejret dybt, "Jeg ser tydeligt at De ikke forstod min lille vittighed" sagde hun roligt, og rettede igen sit blik imod ham. "Tak, svarede hun blot da han sagde sin mening om hendes navn, og udtalte ingen yderligere meninger om det med fuglen, "Men jeg må bede dig om at kalde mig Cea sagde hun så. Det gjorde hun mest fordi at Rocea mindede hende for meget om sit tidligere liv.
|
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 23, 2007 16:38:12 GMT 1
››Jeg kommer fra en alvorlig tid. Tilgiv mig .. Cea.‹‹ Sagde han stille og roligt, han så lidt på hende endnu, men rejste sig så. ››Vil du gøre mig den ære at gå en tur med mig, på denne smukke nat? Eller har den dame, for travlt?‹‹ Spurgte han endeligt, og så sig omkring i de ellers så mørke omgivelser, som for ham var som den almindelige dag, skønt han ikke længere kunne huske hvordan sådan en så ud. Kun ud fra de film der blev vist om natten, i det der blev kaldt biografer, og ikke theater.
Hans behandskede lommer fandt - efter at have rettet lidt på de unødvendige solbriller - vej til nogle lommer, mens han ventede på svar.
|
|
|
|
Post by Rocea on Aug 23, 2007 16:44:24 GMT 1
Hun så let fraværende rundt og så derefter på ham, af en eller anden grund havde hun ikke specielt meget lyst til at gå en tur med ham, derfor svarede hun roligt, men venligt. Det min Herre, sagde hun venligt smilende, "Vil jeg gerne havde lov til at udskyde til en anden gang, Hendes smil var venligt og hende blik klaret, da hun så på ham. "Jeg har desværre noget jeg skal nå i aften. Så vil sige Farvel." Hun smilte stadig venligt "Farvel" sagde hun og vendte rundt, og forsvandt ind igennem mørket, i en retning uden lygtepæle
|
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 23, 2007 16:56:17 GMT 1
››Nuvel, mademoiselle Cea.‹‹ Sagde han stille og roligt, usikker på om hendes vampyrhørelse ville opfange det. Han smilte lidt ved hele denne sammenkomst, da det jo et eller andet sted havde været ganske underholdende, at møde en anden vampyr, som ikke prøvede at slagte ham for at være ham selv, eller noget i den stil.. Ikke at han ikke altid havde 'overlevet', men han var langsomt begyndt at blive træt af kampe mod vampyrer her i denne nye tid.. De syntes ikke at være lige så interessante som dem i de gamle tider, hvor de godt kunne trække ud.. Dengang der var flere af de ældre, vise og stærke...
››Jeg må vel også se at komme tilbage til Min Frue..‹‹ Sagde han lavt ud i den tavse nat, og med disse ord traskede han nærmest lydløst forbi asken - der snart var spredt for alle vinde - af den brændte due, og forsvandt fra parken...
[Out]
|
|
