Katelyn E. Collins

[Katelyn E. Collins]

~*~

Navn:
Katelyn Ebony Collins.
Kaldenavn:
Engang blev hun kun omtalt ved sit mellemnavn, men nu er det Kate eller Katelyn hun foretrækker.
Alder:
19 kolde vintere.
Tilknytning:
Vampyr.

Familie:
Far~ Warren Collins.
Mor~ Elian Ebony Collins.

Personlighed:
Katelyn er meget tolerant, hun lader sig ikke genere så let. Ord har ingen betydning på hende, uanset hvad det er. Hun er kold over for mange, men kan til tider vise en helt anden facade, en facade der er hendes forførende, charmerende side.
Hun siger altid hvad der passer hende, godt eller ondt. Hun viser aldrig sine følelser for andre, da hun blot ser det som en svaghed. Efter hendes hendelser, stoler hun ikke på nogen, specielt ikke dem der er venlig mod hende.
Mange ser hende som den mystiske type, da hun er en pige af få ord, men mange af hendes handlinger viser tydeligt hendes karakter.

Udseende:
Katelyn har langt og elegant sort hår, der tit bare for lov at sidde som det vil. Hendes øjne er som taget ud fra sin mor, gennem flere generationer har der altid været én der har fået de krystalblå øjne som ingen rigtig kan sige farven på. De fleste ville nok sige hendes øjne er blå, men når lyset rammer rigtigt, uanset hvilket lys det er, får de et grønligt skær.
Hun foretrækker at klæde sig i sort, som tit er et stremt korset og et kort skørt. Hun er ca. 169, velbygget, pæne former, men en smule skrøbelig. Hendes hud er lige så fin som en skrøbelig vase man nødigt skulle tabe. Hun er tit blevet omtalt som ”The black shadow” da hun går med samme elegance og ynde som en listende skygge langs muren.

Baggrund:
Katelyn stammer fra en meget rig og velhavende familie. Det betød selvfølgelig at hun kom fra et meget fint kvarter. Selvom alt dette lyder lovende, passede det ikke ind i Katelyns liv. Hendes forældre gik meget op i ordentlig opdragelse, og selvom år 2000 skiftet var passeret, mente hendes forældre stadig at den gammeldagse holdning, passede perfekt ind i deres liv. Man skulle næsten tro de ville finde de gamle fine kjoler frem, dem som alle kvinder havde svært ved at trække vejret i på grund af det stramme korset. Selvom Katelyn dengang blev betragtet som en fin ung kvinde, var det ikke hendes sande identitet der fint strittede med lillefingeren hver gang hun lyftede koppen med dampende te.
Da hun fyldte 19, kunne intet standse hende for at gøre hvad der passede hende. Hun sneg sig tit ud, midt om natten, og smuttede ud i byen for at møde sine venner, selvfølgelig ikke dem fra den fine klasse hendes forældre tvang hende til at skabe venskab med. Katelyns personlighed, på det tidspunkt, mindede meget om den hun er nu, bort set fra at dengang var hun ikke lige så koldhjertet.

-KlikKlakKlikKlak- Lyden af løbende sko lød gennem hele byens gader, faktisk de eneste par sko der overhovedet lød. Månen stod højt på himlen, et tegn på at natten havde sænket sig ind over den lille by Katelyn var opvokset i. Et sent tidspunkt som dette, var ikke noget en 19-årig pige skulle opleve, men de mange tåre der trillede ned af hendes kind, blindede hende for tankerne om at det måske ikke var et god idé at løbe ud i nattens lutter mørke, og da slet ikke helt alene og sårbar. Hun kom til en lille bro som hun satte sig ved og gemte hendes øjne i hendes hænder. En lille flod løb under broen, og selvom dens stille vand kun svagt kunne høres fra vindens susend, var det i Katelyns øre et stormende hav . Hun tørrede de fleste tåre væk med ærmet fra hendes trøje, der blot resulterede i at hendes make-up blev tværet ud helt ned til kinderne. Hun stilte sig op på stenbroen, og så ned i vandet. Det var som om floden sagde til hende at hun skulle springe i, gøre en ende på sine lidelser.

-”Månen er særdeles smuk i aften, en skam at de mørke skyer blænder for dens skønhed”

Katelyn vendte sig hurtigt om, så hurtigt at hun var lige ved at falde bag over, men hun mærkede pludselig en kold hånd tage fat i hendes, og trække hende ned fra broen. Hun så op, og kiggede ind i mørke, dybe øjne. En høj fyr stod foran hende, stadig med hendes hånd i hans. Hans hår var sort og sad halvt ned over de dybe mørke øjne, fyldt med mystik og lidenskab, han var iklædt mørkt tøj og en lang jakke der gik helt ned til jorden. Hun kiggede længe ind i hans øjne. Stilheden voksede, selv da en lille tåre faldt fra hendes kind, forblev stilheden intens. Han lagde en hånd under hendes kind, og strøg tåren væk med en blid finger.
-”Kom” Uden så meget som at tænke over det, fulgte hun ham blindt, mens han ledte hende gennem byen.

Da de kom til en lille kro, åbnede han døren og førte hende ind. Langt inde, bagerst i lokalet var endnu en dør, denne dør så bare mere slidt ud end alle de andre. Han skubbede døren op, og trådte først ind i rummet. Katelyn fulgte stille med ham. Da hun kom ind, var der ikke andet end en lille gang der førte hen til en masse trapper. Han stod på det første trin, og rakte hånden ud efter hende, som en eller anden gentlemen der spurgte damen op til dans. Hun tog hans hånd, og lod sig blive trukket ned af de mange trapper. Ikke ét eneste ord blev sluppet mens de gik ned af de mange trapper. Kate så tit op på ham, men han så bare koldt frem for sig. Hun lagde mærke til et smykke omkring hans hals, aldrig havde hun set noget så smukt. Smykket var af guld, men det der fangede hendes opmærksomhed, var en lilla sten i midten af smykket, der var noget over den sten hun ikke kunne få sig selv til at slippe blikket fra. Hun kiggede endnu engang op på ham, og selvom hun havde en masse spørgsmål, turde hun ikke stille dem, desuden, så lignede han ikke typen der ligefrem så morskaben i at svare på hendes uvidenhed.

-”Velkommen til mit hjem”
Hans stemme var dyb og hypnotisk. Han skubbede endnu engang en dør op, der førte ind til indgangen af et gammelt forladt slot.

Trapperne havde ført dem langt under byen. For meget længe siden hvor krigen stod for døren, havde indbyggerne bygge denne underjordisk gang, som et tilflugt sted hvis byen skulle blive overtaget.
Engang var slottet et fint sted for alle dem med klasse, slottets ejere døde selvfølgelig for længe siden, og lige siden har det stået tomt og forladt. Det fantastike slot, der engang var fyldt med ynde, lignede nu noget man havde trækket ud fra en spøgelsesbog og tilsat lidt edderkoppespind og uhyggelige gargoyler.

Katelyn stod nu inde i et værelse, tilsyneladende hans. Værelset var helt ilagt mørke, store gardiner var trukket for, og lukkede selv månelyset ude. En seng stod midt i værelset, lænet op af en væg, halvdelen af tapetet var rådnet væk og kun få møbler stod rundt omkring. Hun sukkede svagt, men fik så øje på et smukt spejl. Hun gik nærmere spejlet og kiggede på dens udskåret pynt rundt om spejlet. Hun kiggede sig tilbage, og så at han stadig stod i døren, som han gjorde da hun første gang trådte ind på værelset. Ført nu slog det hende, at hun ikke engang kendte hans navn.
-”Undskyld mig. Men hvad er Deres navn?” Selvom hun syntes det var underligt at han boet på et slot, var der alligevel noget fascinerende over ham. Hun følte sig tiltrukket af hans kolde, mystiske side. Han gik tættere på hende, og tog fat i begge hendes hænder. Hun fik sig et kort chok, da hans hænder var kolde som is. Hun kiggede diskret efter hans reaktion og opdagede et lumsk udtryk i de kolde livløse øjne, hun blev kort skræmt, men så snart han skilte læberne ad og lod ordene strømme, følte hun sig rolig og tiltrukket af hans hypnotiske stemme.

-”Mit navn er Virgil. Andet du vil vide frk. Ebony?”

Hun trak hurtigt hænderne til sig. Kun hendes forældre kaldte hende Ebony, og hvor fra vidste han hvad hun hed? Hun trådte et skridt væk fra ham, og så diskret efter en mulig udgang. *Hvad har jeg dog rodet mig ud i?* Hun brød sig ikke om situationen. Hun prøvede ihærtigt at forblive rolig, så han ikke skulle fatte mistanke.

-”Du ville være perfekt som min dronning”

Ført nu var hun så småt begyndt at blive klar over, at Virgil måske ikke var helt så almindelig som hun havde troet. Virgil begyndte at gå tættere på hende, med faste og tunge skridt. Nu tættere han kom, nu længere gik hun tilbage. Lige indtil en væg stoppede hende. Virgil slog en hånd ind i vægen ved siden af hendes hoved og gik så tæt på hende som muligt.
Hun havde lyst til at skrige, men skrækken havde gjort hende mundlam.
-”Nej” Fik hun dog svagt hvikset.
Virgil smilte grumt, og blottede hans tænder, så to spidse hjørnetænder kom til syne.
Med al kræft hun havde, skubbede hun ham væk fra sig, og løb ned af alle de mange trapper. Hun skubbede en stor port op, og løb ud mod en skov. Tårene stod igen ned af kinderne på hende, og da hun vendte sig om for at se om han fulgte efter hende, faldt hun ned i muderet.
De sorte skyer lå over skoven, ikke nok med at de lagde den tætte skov i total mørke, men de bragte også regn med sig, og ikke bare regn man blev en smule våd af, nej, det styrtede virkelig ned, som om hver eneste lille regndråbe havde et specielt møde med jordens bund de bare skulle nå. Hun rejste sig hurtigt op, og strøg det våde hår tilbage. Hun var dækket af mudder, men fortsatte blot med at løbe, lige indtil hun kom til en skrænt. Hun nåede lige at stoppe op, inden hun faldt flere meter ned i dybt vand. Hun vendte sig om, og pludselig stod Virgil foran hende.
-”Lad mig være!” Skreg hun, og slog med armene.
Virgil tog fat om hendes håndled og trak hende helt ind til sin. Han blottede endnu engang hans tænder, og bed sig fast i hendes nakke og sugede hendes blod til sig. Kate blev så svag, at hun ikke engang kunne løfte sine arme.

-”Hvis du vil overleve, drikker du mit blod… og bliver min!”

Han bed to huller i sit håndled, og tvang den mod hendes læber.
Hun havde intet andet valg, så hun begyndte at drikke.
Smerten var voldsom, så voldsom at hun ikke engang kunne præsse én eneste tåre fri. Hun havde næsten drænet ham for blod.
*Hvad kommer der nu til at ske med mig? For jeg nogen sinde minde forældre at se igen?... Vil de tage mig tilbage selvom jeg ændre mig? Hvad vil jeg ændre mig til?..... Vil jeg stadig være frk. Ebony?* Hun lukkede hendes øjne, og lige så stille trillede der en tåre fri. Hendes ben blev så svage at de ikke kunne bære hende længe. Virgil var ikke stærk nok til at holde hende, så uden egen vilje, gav han slip på hendes håndled. Katelyn faldt bag over, og da hun rakte ud efter ham, fik hun fat i hans smykke der rev sig løst. Hun følte hun faldt i evigheder, men ramte dog til sidst vandet.

Selv samme aften, blev hun skyldet op på land, stadig dybt inde i skoven. Men da hun åbnede hendes øjne, følte hun at Katelyn Ebony Collins var væk, for altid…

Smykket lå fastklemt i hendes hånd, og hun bære det stadig i dag.
Hun fandt hurtigt ud af hvilket væsen hun var blevet til. Og selvom hendes ”Mester” var væk, vidste hun af ren instinkt hvordan hun skulle håndtere situationen. Hun kender stadig ikke sin fulde styrke, eller hvad hun er i stand til, ej heller alle de ting der kan skade hende, men på egen hånd, skulle det nok lykkedes hende at overleve.



Ejendele:

Smykket der tilhørte Virgil

Styrker:
Forholde sig roligt. Selv i en situation hvor det kunne betyde hendes liv, er hun rolig som en sten, man stærk som en klippe. Hun har lært at bruge sin kvindelig charme til at få hvad hun ville have, og bruger det tit til at rede sig ud af problemer. Hun er meget atletisk, og har lært at slå fra sig.

Svagheder:
Tillid. Hun stoler hverken på sig selv eller på andre. Efter hun blev bidt mistede hun alt, selv hendes forældre som hun ikke brød sig særlig meget om. Hendes største svaghed er Virgil ham selv. Selvom han ændrede hendes liv, og hun for alt i verden vil se ham død, elsker hun ham et sted gemt bag det kolde livløse hjerte.

~*~

[Abigail Teabing]

God historie, selvom jeg ikke lige fangede, hvorfor hans hænder ikke var kolde første gang, hun rørte dem Accepteret