Nathaniel Cain

[Nathaniel Cain]

:: Navn ::
Nathaniel Morlack Cain.
:: Kaldenavn ::
Nath, Nathan eller hvad man nu ellers kan få ud af hans fornavn. Cain er også brugt, men mellemnavnet ligger ukendt for mange.
:: Alder ::
88 år, men når det gælder hans udseende at dømme fra, kunne han let gå som en i midten af tyverne.

:: Tilknytning ::
Vampyr.

:: Familie ::
Tilknytningen mellem hans mor og far, er en historie for sig selv, der omhandler en mand fra det fine selskab, med penge og baggrund i orden, og en kvinde fra middelklassen, der altid har været afhængig af sig selv.
Hans mor, Rosarie Benouche havde fransk afstamning, men bestemt ikke fransk finesse. Hun var den mindste af en søskende flok på fire, og har altid arvet af sine ældre søskende. Hun har været vant til at bruge hænderne i hendes arbejde, og altid stået på egne ben, lige indtil hun mødte Nathaniels far.
William Fitzgerald var kendt for sin engelske snobbethed, og var vokset op som storebror i en velkendt og velhavende, engelsk familie. Pengene kom fra restauranter der var ejet rundt omkring i England, og det havde aldrig været et problem at få hvad man pegede på.
Rosarie og William mødtes til et maskebal, hvor det havde lykkedes Rosarie at komme ind, trods hendes status (lidt blid overtalelse og et par bløde smil havde været alt). Det røde hår havde fanget Williams opmærksomhed, og han havde budt hende på en dans. Det var kærlighed som løbeild, og selvom William fandt ud af, hvad Rosarie i virkeligheden var, så var det ikke nok til at skille dem ad. To modsætninger i en perfekt sammenkobling.
De døde begge af alderdom.

:: Søskende ::
Lige som hans far, er Nathaniel den ældste bror i familien, men da Nathan tog en anden side af livet, mistede han al kontakt til sin bror, og er ikke sikker på om Lucius overhoved er i live.

:: Personlighed ::
Med en mor der aldrig har holdt sig tilbage, og en far der altid har båret præg af den engelske snobbethed, har Nathaniel taget lidt fra dem begge. Han kan drage til hurtige konklusioner uden at smide en eneste tanke ind. Han kan slå sig løs og smide alle hæmninger til siden, men han kan også være velovervejet og stikke næsen i sky. Oftes vil man kun opleve den snobbede, arrogante side af Nathaniel, da han stod tættest på sin far, og derfor ønskede at leve op til ham. Han ry står ham meget nært, og man vil hurtigt se ham kæmpe for det.

Et førstehåndsindtryk af Nathaniel vil ofte bestå af arrogance, snobbethed og et koldt udtryk. Han har ikke let ved at lukke andre ind, og er man heldig, skal man også have en hvis status i samfundet eller for hans mening. Han er kortfattet, og oftest meget hånende i sine ord, hvilket gør, at han skræmmer flere potentielle partnere væk end han indbyder til en omgang mere. Dog skal man være ihærdig og fast, da han kan vise sig som en helt anden, så snart man har trængt ind under den tykke skal. Han har desuden dannet en mur omkring ud- og indgående følelser, da det er hans største svaghed.
Man vil hurtigt finde ud af, at han er loyal over for dem der står ham nær, og er villig til at kæmpe for deres sag. Han er speciel beskyttende over for det kvindelige køn der står ham tæt, og er ikke bange for at stille sig imellem en flammer og hende.

Når det gælder nattens ofre, har han forførende metoder som han tager i brug. En dyb, lokkende stemme og et spil med ord, har lokket mange uskyldige sjæle i hans arme. Når det gælder blod, har han ingen smag. Det gælder om at overleve, og det er én og samme væske. Han har endnu ikke konverteret nogle, men når det gælder det emne, handler det igen om at være det stærkeste led. Han ville aldrig sætte tænderne i noget der kunne vise sig at være en fiasko.

:: Udseende ::
Nathaniel er den eneste af de to brødre, som har taget del både fra mor og far. Mørkt hår og brune øjne har altid ligget til den mandlige del af familien, mens et rødt hår og grønne øjne lå til den kvindlige. Hvor hans bror fik rødt hår og grønne øjne, fik Nathan en mørk manke og dybe, grønne øjne. Disse øjne har altid været det mest fangende ved drengen, det forførende punkt hvor alt blev glemt og løgne kunne blive til sandheder. I hans øjne kan man tit skimte hans humør, når alt andet forbliver som det plejer.
Den mørke hårpragt har altid været halvlangt, og har det med at ligge ham i øjnene. Derfor er det tit strøget tilbage med lidt hjælp fra voks, hvilket giver ham den arrogance og snobbethed, som han er så kendt for.

Som den ældste, har han også altid været den højeste, hvilket han har arvet fra hans far. Han måler godt 1.87 og har altid været den smule højere end hans bror, som har taget mål fra hans mor. Allerede som 15 årig, kunne han stå overfor sin far og se ham i øjnene, men derfra har han heller ikke vokset mere.
Med regelmæssige besøg hos fitness-studiet, på anbefaling fra hans far, som altid sagde; "En god krop giver respekt!" har han muskler at vise af, men intet der tyder på overdrivelse eller stor styrke, de kan dog skimtes igennem tætsiddende tøj, hvilket også var grundlaget. Han er dog ikke noget vidunder, alt afhænger af øjnene der ser, men han har altid gjort noget for at fremstå fra sin bedste side.

:: Baggrund ::
Det er sjældent at man kan huske så langt tilbage i sit liv, at man med sikkerhed ved, hvad man foretog sig i børnehaven. Minderne sætter sig sent, og det tit kun brøkdele som man kan huske. Nathaniel ved dog, at hans familie altid havde ligget splittet mellem to personligheder, hvor den ene del kom fra hans mor, og den anden fra hans far.

Som det første barn i familien, lå opmærksomheden til hans side. Han var vidunderbarnet der blev vist frem ved alle givne lejligheder, og fik aldrig ét minuts fred. Han knyttede sig hurtigt til sin far, som fra starten af fødslen, havde lovet sig selv, at bringe en succesfuld mand ud af dette barn, det eneste planlagte barn. Men det var ikke tilfældet. Som tre-årig, kunne Nathaniel kalde sig for storebror og så var det slut med den store del opmærksomhed. Hans far havde aldrig billiget et barn mere, og derfor blev Lucius forsømt af den faderlige omsorg. Begge drenge voksede dog op i glæde og bandt et godt bånd imellem dem.

Nathan husker ikke denne del af hans liv, han husker knapt hvordan det var, og ønsker heller ikke at huske tilbage. Det sidste han husker med sikkerhed, og som stadig dukker op i små brudstykker, en sjælden gang imellem, er den dag han blev barn af natten.

20 år gammel og en tur i byen. Weekender var altid hvor der skete mest, og da han var så godt som færdig med hans uddannelse, kunne han godt tage sig den frihed at fejre det, selvom hans far ikke billigede det. Han havde længe danset med den samme, lyshårede pige i en rus af begær og alkohol, da han havde brug for lidt luft. Så mange mennesker på ét sted, bragte varmen op.
Han fik skubbet sig igennem myldret af mennesker og nåede døren uden at spilde den drink han havde taget med sig. Sikkerhedsvagterne havde travlt med et slagsmål på den anden side af gaden, så han kunne roligt begive sig ud med drinken. Han stilte sig et stykke derfra, og betragtede de to mænd, badet i blod fra en brækket næse og et flækket øjenbryn, og selvom det var en alvorlig sag, lod alkohollen Nathaniel grine af det. I sin egen, fordrukne latter, havde han ikke lagt mærke til, at døren var blevet skubbet op på ny, og en slank skikkelse trådte ud. Han genkendte hurtigt det kridhvide, næsten sølvlige hår, fra den pige som han havde danset med det meste af natten, men her, i den friske luft, gik det op for ham hvor køn hun egentlig var. Han nikkede en hilsen uden at fjerne blikket fra hendes lyseblå øjne og følte straks en træng til at mærke hende. Føle hendes hud under hans fingerspidser, mærke det lyse hår, der var som silke over hendes skuldre, kysse de blodrøde læber der var så indbydende. Stadig med de grønne øjne, boret dybt ind i hendes, begav han sig nærmere, og smed drinken på sin vej. Ikke engang lyden af smadret glas kunne vække ham fra hans trance, og da han endelig nåede hende, og gav under for begæret, slog hun let en ligbleg hånd op, og stoppede ham, som en hund der blev stoppet af sin herre.
"Ikke her," sagde hun med en velsmurt stemme, der i sig selv var forførende og blød. Som en kat der snurede sig omkring sin ejers ben, var hun forbi ham, med retning mod en mørkere gyde. Uden at tænke over hvad han gjorde, fulgte Nathan efter hende, og havde ikke længere øre for slåskampen, eller glasskårende der knasede under hans vægt.
Han strøg ind i mørket, og følte sig omfavnet af den tryghed. Hans øjne havde endnu ikke vænnet sig til det, og var stadig forstyrret af lygtepælenes blide skær, men et sted, i mørket, kunne han føle hende nærvær.
Han famlede i blinde, lige indtil han stødte på noget blødt. Det kunne kun være hendes hår, og så sandt som det havde set ud, føltes det også som silke. Han snoede det omkring en finger, og fandt dernæst frem til hendes hals. Han kærtegnede den blidt lige indtil hun satte hendes læber mod hans. Han havde aldrig følt så lidenskabligt, dog koldt kys, men noget i ham, en følelse, ville ikke lade ham slippe. Han holdte hende tæt, men hvor man ledte efter et hjerteslag, et tegn på liv, følte han intet.
Det var ham der afbrød kysset, men ikke tætheden. Blikket var stadig fæstnet i hende lyseblå øjne.
"Bliv min," sagde den bløde stemme som en hvisken i hans øre. Hun havde allerede fundet vej til hans hals, og selvom han kunne have gjort modstand, selvom han kunne have løbet derfra, lod han det hele ske.
Det var en kort smerte og dernæst følelsen af at blive tom. Han blev svimmel, mistede kontrollen over hans ben og faldt til jorden, men hun gav ikke slip, hun havde fat i ham i et stærkt greb, lagde ham blidt på den kolde, våde jord. Alt blodet forsvandt, hovedet føltes tomt og tungt. I et kort øjeblik blev alt sort, og ikke som mørket i gyden, dernæst følte han en pludselig varme, blod der igen strømmede igennem kroppen, en sær smag i munden af jern, hovedet blev let og tankerne frie. En proces der havde virket som en evighed, men da han igen slog øjnene op, kunne han stadig høre de vrede udbrud fra slagsmålet et stykke derfra. Kvinden der havde forvandlet ham, sad bøjet over ham, og holdte et lille smykke frem. En beholder i smykket, glinsede rødt som blod, og det gik op for ham, at det var hendes den indeholdte. Hun gav ham den omkring halsen og bukkede sig ned mod hans øre.
"Så du vil huske mig..."
Nathan greb omkring smykket og studerede det kort. I dét han løftede blikket for at takke hende, fandt han sig selv i en tom gyde, med larm fra alt omkring ham, til at fylde hans øre. Han kom hurtigt på benene, en smule svimmel, og løb ud på gaden, men der var intet tegn, intet der kunne bevise at hun var der.

Han vidste hvad der var sket, han kunne føle det, en fornemmelse, han stadig kan huske den dag i dag. Selvom hele denne oplevelse kommer til ham i brudstykker, i flashbacks, så er det aldrig helt glemt. Den første tid som en 'levende død' glemmer han aldrig, men det at drikke blod, faldt ham hurtig naturligt ind. Og selvom han har prøvet at finde denne kvinde der viste ham en hel ny side af livet, har hans søgen altid mislykket. Fortabte spor i en mørk verden.

:: Ejendele ::

Godt gemt af vejen i en lang, lædersnor, gemmer han sin halskæde, som han ikke har taget af i 68 år. Med to flagermuse omkring en lille beholder med blod, har det altid været hans kæreste eje. Han fik det den nat han blev bidt, og det indeholder den kvindes blod.

:: Styrker ::
At han er snu og velovervejet, er hvad man kan kalde hans styrke. At tænke sig om, kan være udgangen til en masse problemer eller andre vanskeligheder. Det har tit hjulpet ham ud af en klemt situation, at han har taget sig tiden til at tænke sig om, og derved finde den bedste vej. Det hjælper ham både når han står i rolle som bøddel, men også som offer.

:: Svagheder ::
Hans største svaghed er helt klart når han taber kontrollen over hans følelser. Før i tiden havde han let ved at lade sig påvirke af ord såvel som handlinger, og når det skete, og hans følelser tog overhånd, bragte han sig selv ud af den rolige kurs. Det giver anledning til panik, og når det sker, bliver han forvirret og sårbar, åben til stød og knytnæver.

:: Andet ::
-

[Abigail Teabing]

Mærkeligt som så mange forlades af deres mestre... Hm.

Jeg vil gerne høre om, Nathan drak hendes blod? Jeg synes ikke det står direkte opført nogle steder og vil gerne være sikker på det.

[Milosh Drown]

yea, alle forlader deres mestre/skabere.. lidt underligt

[Nathaniel Cain]

Det er jo ikke sjovt at gå rundt og spille en opfundet mester, vel? - Derfor er den plads åben til en der kan tage den. I er da også krævende. Er det virkelig ikke nok med:

.. dernæst følte han en pludselig varme, blod der igen strømmede igennem kroppen, en sær smag i munden af jern, hovedet blev let og tankerne frie.

Eller skal jeg skrive med præcise ord "Han drak hendes blod?" xP

[Abigail Teabing]

Nu er det rettet, så er du accepteret