Stupid folks

[koneko]

Koneko sad på kajen og stirrede ud over havet, det var alt for sent til at små børn normalt skulle være ude.
Men hey de var på ferie, hende og forældrene og lillebror selvfølgelig, resten af familie var oppe i den der resturant, som mor Sei abselut gerne ville op i, det havde da også været hyggeligt nok, men koneko fik lov eller rettelse besked på at gå ned og lege, af en eller anden grund syntes hendes mor ikke rigtigt at hun havde opført sig godt.
Koneko forstod det ikke hun gjorde alt for at være en god datter, hun var høflig hun gjorde alt godt eller så godt hun kunne.
Koneko kiggede ned af sig selv, hun havde endda gjort sig fin til idag, hun havde hvide strømpe bukser på i dagens andledning, og skoene havde fået en sløjfe hver, hendes tøj var ny vasket og strøjet, og håret lige sat i de to stive fletninger, selv hendes hat var blevet børstet.
Koneko sukkede igen og samlede en sten op der lå ved siden af hende og kastede den ud i vandet, der gik lang tid før de skulle hjem, skulle koneko virkeligt lege hernede helt for sig selv indtil da.
Koneko sukkede dybt igen og hang med hovedet, hendes ellers gode humør var blevet lidt ødelagt.
Hun kiggede på hendes taske der lå ved siden af hende og fandt en lille børnebog frem i den, og satte sig og prøvede at læse, hendes tanker fløj bare hele tiden til noget andet.

[Rocky M. Adelaide]

Natten havde netop lagt sig. Eller det havde mørket ihvertfald, og Rocky følte en trang til at stå op fra søvnen og gå lidt ud. Hun traskede hen af gaden. Kulden bed i hendes lyse kinder. Hendes ansigt var anerledes en det plejede. Det var idag den 21 september. Det var nøjagtig 80 år siden. Tiden stod stille. Eller også gik den for hurtigt? Hun vidste ikke hvad der skete med hende for tiden. Humøret var bare nede. Hvilket gjorde hende agrresiv. Meget agrresiv. Hun så den lille pige ved kajen. Hun stilte sig bag hende. Kiggede ned i pigens bog, med et lusket blik. "Hvad læser du kære barn?.. Er det ikke for sent at være ude for små piger?" spurgte hun roligt. Tænderne sad uden på læberne, så det var tydeligt at hun var vampyr. Hun lignede en smugle en kat, med de fine træk, de sølvlyse hår og den ligeså lyse hud og de meget fremhævede og mørke øjne. Hun lagde hovede lidt på skrå.

[koneko]

Koneko havde vist hørt trinene på jorden, men hun havde ikke taget sig meget af dem, derfor kom det lidt som et chok da hun pludseligt hørte en kvinde stemme bag sig, hun vendte hurtigt hovedet og kiggede op på hende med et forvirret udtryk, før hun smilte lidt nervøst, der vart noget urovækkende ved den fremmede kvinde.
" Jeg sidder bare herude fordi min mor sagde jeg ikke opførte mig godt nok til at blive på resturanten.
Og jeg læser Peter og ulven og den lille rødhætte."
Hun kiggede fra bogen op på kvinden igen og smilte forsigtigt, der var noget der rørte sig i hendes hoved, kvinden mindede hende om en gammel gyser hun engang havde set på film, nogle kvinder med hugtænder, vampyrer hed de, de havde spist mennesker.
Koneko skuttede sig ved tanken, det var bestemt ikke en hyggelig tanke.

[Rocky M. Adelaide]

Rocky smilte for sig selv. "Rødhætte, du minder mig om hende ... Kan du godt li ulve .. rødhætte?" spurgte hun forsigtigt, men en smugle lusket og en smugle køligt. Pigen ville være et nemt offer. Men hun var endnu i tvivl om hun skulle gøre noget ved den sult der stak i hendes årer og mave. Hun kiggede på hende med de sorte øjne, og de helt søvgrå øjne der lyste op i natten. Hun satte sig ved siden af pigen, og lod benene glide ned af kanten. Vinden dansede let i hendes tynde hår.

[koneko]

Koneko så forvirret op på hende før hun så ned i bogen, og trak stille på skuldrene, hun kunne godt lide hunde, de var store og bløde men hun var ikke sikker på ulve de var så farlige hun trak stille på skuldrene så.
" Måske nogle ulve er meget søde, som ulven i rødhætte, den er jo bare utrolig sulten, man skal ikke sulte folk, men den burde ikke æde rødhætte, det var en fejl, fordi rødhætte fortjener ikke at blive ædt, hun er en sød lille pige, så burde den hellere æde jægeren, der alligevel kan finde på at slå den ihjel."
Koneko trak stille på skuldrene igen, de fleste sagde at hun var en klog lille pige, altså alle undtagen hendes mor, den tanke gjorde hende igen lidt trist så hun stak bogen væk og satte sig og kiggede ned i vandet og virkede ked af det, over hendes tanker.
Hun sukkede så dybt og kiggede over på kvinden igen, og tænkte sig så om før hun forsigtigt sprugte.
" Hvis jeg er rødhætte, hvad er De så mrs."
Hun kiggede på hende med et lidt forvirret blik og også lidt nervøst, bange for det svar hun ville få.

[Rocky M. Adelaide]

Hun smilte roligt, men stadig med det luskede blik i de klare øjne. "Jeg lille rødhætte. Er en person man kun finder i menneskers mareridt, og som en opdigtet person af uvidne. Meeen. Det sys jeg ikke du skal sige til nogen. Det er vores hemmelighed. Okay?" spurgte og sagde hun, mens hun lod en finger glide fra konekos hals og op af pigens hage, sådan så hun på en måde løftede pigens ansigt en smugle. Mest for at de kunne se hinanden i øjnene. Det gik jo ikke hvis pigen sladrede til hendes mor. Men på den anden side. Hvem ville tro på sådan en lille størrelse?

[koneko]

Koneko kiggede hende i øjnene og blinkede forvirret, hun blinkede og kiggede op på hende hun var ikke sikker men det her mindede hende om noget, det der ordsprog, kom ind i min stue sagde edderkoppen til fluen.
" Hvem ville tro mig, min mor hader mig, og min far tør ikke gå imod hende.
Jeg er ni år gammel så det gør ikke mine chancer for at blive hørt større."
Hun trak sig så lidt tilbage hun brød sig ikke om kvindens hånd om hendes hage, og ja hun turde ikke sige direkte til hende, og hun var lidt befippet hun havde det aldrig haft det godt med opmærksomhed især ikke med en kvinde som hende.
Koneko kiggede op i hendes øjne igen, med hendes egne store øjne, og vidste at hun aldrig ville glemme den anden kvindens ansigt.

[Rocky M. Adelaide]

Rocky kiggede på hende . Hun kunne nærmest lugte frygten. Et stille smil lagde sig igen på de blodrøde læber. "Ssssh. Du behøver ikke være bange lille skat" sagde hun roligt. "Hvor.. Hvoor er din mor?" spurgte hun så. Hendes ansigt koncentrerede sig omrking koneko. Hendes tænder løb i vand. Men noget holdt hende tilbage. Måske minderne fra hendes egne oplevelser som så ung? Kulden tog lidt til, og rocky trak sin jakke tættere omkring sig. Hendes øjne var rolige, men en smugle kolde. Månen afspejlede sig i dem.

[koneko]

Koneko så op på hende og vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige, så hun slog bare blikket ned og ja hun var ikke helt sikker på hvad hun skulle sige hun var bange for den anden kvinde, men hvis koneko døde var der ikke nogen der ville blive kede af det, måske hendes far men han var den eneste.
" Hun er inde i den store statue med min far og min lillebror.
Har....har De tænkt dem at gøre mig ondt mrs."
Koneko løftede sit ansigt igen og kiggede nervøst op på kvinden bange for hvilket svar hun ville få, men hun prøvede at holde sine vejr trækninger normale, så hun ikke viste præsis hvor bange hun var, hvor ville hun øsnke at alt bare ville blive godt igen.
Hun kiggede op i hende igen og sukkede blidt før hun så ned i jorden.
" Måske ville det også være bedst sådan, inden jeg kom for godt igang med mit liv, min mor ville ikke blive ked af det over det."
Hun kiggede ikke op på den anden kvinde men sukkede bare blidt, normalt ville hun sikkert være begyndt at græde, men hvad nyttede det at græde.

[Rocky M. Adelaide]

Hun rystede roligt på hovede. "Nah. Jeg gør dig ikke ondt så længe du ikke fortæller nogen om mig." sagde hun roligt og slog blikket ud over vandet. Hun hadede folk der ikke værdsatte livet mens de havde det. De vidste ikke hvordan det var ikke at kunne føle. Kærlighed fx. Hun følte ikke længere kærlighed, eller sorg eller vrede for den sags skyld. Kun illusioner af alle de følelser. Det var også lang tid siden hun sidst havde set dagslyset. Hvad hun dog ikke ville gøre for bare en enkelt solopgang mere. En tåre gled ud af hendes øje. Tåren forskrækekde hende helt. Hun havde ikke grædt siden hun var 9. Og det var altså en del år siden. omkring 100 vel? Hun tørrede den hurtigt væk. "Du burde værdsætte livet lille pige!" sagde hun hårdt. Hun vidste ikke selv hvorfor. Måske på grund af forskrækkelsen af tåren.

[koneko]

Koneko så forundret op på kvinden hun bemærkede blod tåren og blinkede forvirret, hun havde aldrig set et menneske græde blod, men når koneko havde den hukommelse hun havde var det at græde blod vel også muligt.
Koneko nikkede stille hun vidste hun burde og kunne ikke lade være med at smile før igen smilte forsigtigt op til kvinden.
" Gør jeg også normalt, er bare ked af det fordi at ligemeget hvad jeg gør så elsker min mor min lillebror højere end mig, det gør de i japan, der regnes drenge for de aller bedste, selvom min lillebror er utålig."
Hun lo lidt over sig selv og kiggede igen op på damen hun slappede mere af nu hvor hun havde fået af vide hun ikke ville hende ondt.
" Bare rolig jeg siger ikke noget."