Drops of Blood

[Nathaniel Cain]

23:00

Dong ... Dong ...
Det store ur slog elleve slag et sted i det fjerne på denne regnvejrsdag. Det rungede igennem New Yorks gader, og kunne selv opfattes ude på Staten Island. Der var stadig lys i kronen, og selvom musikken var høj, kunne den ikke høres. Privat fest for rige amerikanere, og her sad han, våd fra regnen og ventede på, at de fulde gæster ville begynde at gå hjem, så han kunne begynde udvælgelsen. Han havde siddet der længe, på den samme bænk nær statuen og blot ventet tålmodigt. Han havde tilbragt dagen på øen, et sted, langt nede under jorden i fred. Han havde hørt de festglade stemmer strømme igennem kloaksystemet, og havde blot ventet på, at solen ville tage sin afsked og mørket ville falde på.

Regnen kunne ikke slå igennem den kolde skal, men havde dog tilført dråber til et bæger der var ved at løbe over sine kanter. Iført sort fra top til tå, faldt han let ind med skyggen den store statue kastede, og da han sad så stille som han kunne, ville man knapt ligge mærke til ham. Vagten havde i hvert fald formået at gå forbi ham, uden at skænke ham et eneste blik.
Han strøg en bleg hånd igennem det halvlange, mørke hår, så det igen lagde sig tilbage, og slog blikket op. Stjernerne lyste klart, og månens skær skar i de grønne øjne.

[Kenzie Davis]

Kenzie vidste ikke helt hvorfor eller hvordan hun havde fundet vejen ud til Frihedsgudinden. Hun havde ikke set den helt tæt på da hun var dødelig. Hendes lærer havde fortalt at det ville være for dyrt og at studieturs økonomien ville briste hvis de skulle ud at se det. Og nu, hvor hun havde al den tid hun kunne ønske sig, havde hun uden vejviser eller andet, fundet vejen derud. Hun stod lidt og havde lige undgået vagten der gik forbi, for at sikre statuens sikkerhed. Kenzie smilte lidt ved tanken - det var jo en statue...

[Nathaniel Cain]

Til trods for, at der ikke var mange mennesker herude, på dette tidspunkt af døgnet, havde det slet ikke gået op for Nathaniel, at der vandrede andre rundt, end vagten med sin lygte. Skulle det endelig være nogle, var det sikkert en af dem fra festen, på vej hjem i en lejet båd. Med dér tog han fejl.

Dryp, dryp, dryp ...
Tunge dråber faldt ned omkring ham, samlet på statuens kant indtil den blev for tung og måtte adlyde tyngdekræftens love. Det var en uren takt, og skar sig ind i hans tanker, forstyrrede hans ro og gjorde ham uopmærksom. Det var først da han havde draget blikket fra månen, og ud mod dens genspejling i vandet, at han opfangede en skikkelse, ikke så langt fra hvor han sad. Hvor vidt han skulle nærme sig, eller blive siddende og vente på hende blondinen han havde fået et glimt af, kunne han ikke bestemme sig for, og lod derfor hendes næste træk, spille en afgørende rolle hos ham.

[Kenzie Davis]

Kenze blev stående. Hun var næsten gennemblødt af regnen. Hendes lange mørkebrune hår klistrede sig til hende og hang ikke frit som det plejede at gøre. Hun kigger på på statuen. Utroligt at sådan et stort monstrum af en statue var sådant et symbol for Amerikanerne. Inderst inde var hun jo selv englænder og stolt af det.
Hun tog hånden op til hendes hals og fandt sin rosenkrans. Hun havde fundet ud af at hun gjorde sådan hver gang hun tænkte på hvor hun egentlig kom fra.

[Nathaniel Cain]

Han besluttede sig til at tage det første træk, da han ikke ville komme nogle vegne ved at være passiv. Desuden havde han en tørst at slukke, og det krævede en smule indsats at opfylde det krav.
Han rejste sig fra sin plads, og kunne først dér mærke, hvor meget det havde regnet og hvor vådt hans tøj var. Det klistrede sig ind til krop og sjæl, og var mere irriterende end behageligt. Han havde taget mange skridt imod hende, mens han havde forbandet tøjet, og slet ikke lagt mærke til hvor han gik. Det var først da han trådte ud af den store skygge, Frihedsgudinden kastede, at han gjorde sig selv synlig, takket være stjernerne og månens skær.
"Du er sent ude..." Ikke noget med at sige hej, eller introducere sig. Nathaniel var kendt for sin arrogance, og den kom tydeligt til skue i hans ord. Han stod godt to meter fra hende, med hænderne i de våde lommer, og totter af det halvlange hår, som hang ned over hans ansigt, ude af kontrol på grund af vejret. Alt i alt var han ikke særlig indbydende, men noget i hans stemmer kunne let lege med et åbent sind.

[Kenzie Davis]

Kenzie kigger på ham fra at have kigget på frihedsgudinden.
"det er du også" siger hun så. Hun var sent ude, selvfølgelig var hun det. Solen kunne jo skade hende, månen's lys var noget hun holdt mere af at færdes i. Hun kunne mærke at regnen var trængt igennem hendes mærke udlfrakke som gik hende til knæene, men hun frøs ikke. Ikke rigtigt.

[Nathaniel Cain]

"Så sandt som det er sagt... Men jeg har mine grunde." Det var ikke ligefrem let for ham at tage en tur i solskinstimerne, medmindre han havde lyst til at begive sig ud i selvmord, men det var ikke tanken. "Hvad er dine?" Man kunne aldrig være sikker på hvad man omgik. Hun kunne meget vel være som ham, uden at han havde den fjerneste idé.
Han betragtede det mørke hår og det våde tøj. Små detaljer afslørede hende og fik ham til at tage det observerende øje i brug, for at finde ud af hvad hun var for en.

[Kenzie Davis]

Kenzie kigger op på ham, hendes lyseblå øjne studerer ham. Var han som hende? Ej det kunne han da ikke være kunne han?
"Jeg har mange.." siger hun så, han havde jo heller ikke nævnt sine egne grunde. Nogengange i situationer som denne ønskede hun at have Jake med sig. En hun kunne støtte sig til. Hun var stadig meget usikker på sine evner og hendes synske evner havde ikke været til megen hjælp indtil nu.
"Hvad er dine grunde da?" spørger hun så. Hendes stemme lyder stadig meget som et menneskes MEN alligevel ikke helt som en dødeligs.

[Nathaniel Cain]

Han stod et øjeblik med et lille træk på læberne, der kunne syntes som et smil, men alligevel var det ikke fuldkomment eller sikkert. Det klædte ham ikke engang at smile. At være alvorlig var mere hans sag, og helt klart et grundlæggende element for hans snobbethed og arrogance.
"Det er kun en enkelt lille faktor; Solen!"
Og det var så sandt som det var sagt. Han savnede det nu ikke, at være ude i sollyset. Der skete som regel mere om natten, selvom han i starten havde savnet dagtimerne. At se solen stå op, havde været et mesterværk i sig selv, som hans far engang havde sagt det.
Alt tydede på, at han havde ret i sine forventninger, noget ved hende gav ham den følelse. Han havde også snart mange år på bagen at gøre godt af.
"Og din undskyldning er vel den samme?"
Han stilte sig ved siden af hende, hænderne i lommen og kiggede op af statuen. Næsten for stor til sådan et navn, og i det hele taget, var det også mere et monument.

[Kenzie Davis]

Kenzie kigger kort på ham.
"Måske, eller også har jeg bare en forkert dagsrytme" svarer hun og kigger endnu engang op på frihedsgudinden. Hvis solen var hans grund var han vel som hende, men hun kunne ikke være sikker. Hun ønskede at Jake skulle være der så han kunne beskytte hende, hvis Nathaniel viste sig at være af det onde.

[Nathaniel Cain]

"Aha..."
Blikket havde søgt mod kronen hvor festen blev holdt, og til hans store skuffelse, var der stadig godt gang i den, og dette betød, at han måtte vente noget mere. Hvis det ikke var fordi han var født stædig og allerede havde udvalgt nattens fangst, så ville han have begivet sig videre på en ny søgen, og ikke taget hensyn til denne pige han stod ved siden af. Hun virkede en smule uerfaren, måske endda en smule ny?
"Hvis det ikke er for meget at forlange, hvad er dit navn så?"
Han kendte til et par navne inden for hans 'erhverv', og måske var hun et af dem der ville ringe en klokke i det kløgtige sind.

[Kenzie Davis]

Kenzie kigger endnu engang på ham da han spørger efter hendes navn.
"mit navn? Mit navn er Kenzie. Hvad er dit?" spørger hun så om. Hellere lade som om hun er human end at få ham som virkede ældre end hende til at måske slå hende ihjel hvis han var hvad hun mente han var. Hun kommer til at tænke på at hun stadig var eftersøgt, de havde jo ikke fundet hendes lig, og hvilket lig var der at finde når hun stadig gik rundt som en levende død. Hun havde set et par aviser da hun gik forbi en bænk, nogle af dem havde et lille billede af hende på dem. det var det der gjorde at hun ikke kunne bevæge sig på hovedgaden. Måske var det endda en fejl af hende at tage hen til frihedsgudinden.