Post by Abigail Teabing on Aug 22, 2007 17:18:58 GMT 1
Gail mødte op i lufthavnen tidligt om morgenen og ventede ved gaten på sin flyafgang. Hun var taget afsted ganske tidligt, så hun kunne nå til Paris før natten faldt på. Hvis den nåede det, havde hun ikke en chance for at finde, hvad hun søgte.
Gail pillede let ved den ene handske og vendte blikket rundt. Gaten fyldtes langsomt, men sikkert med mennesker i alle størrelser og former. Selv sad hun roligt og afsondret, imens resten var der med familier eller venner. På skødet af Gail lå en attachémappe, som hun lagde sine hænder på, indtil gaten endelig åbnede. Flokke af mennesker myldrede derover for at komme først på flyet og det tog en evighed, før Gail endelig kunne komme til.
Hun fandt sin plads ganske hurtigt, et sted på første klasse, da det var kotume, når man udsendte enkelte - i hvert fald når denne enkelte er en slægtning til en af de højerestående Talamasca medlemmer.
Turen varede længere end Gail havde regnet med og hun greb sig selv i at blunde lidt undervejs, skøndt hun intet problem havde med at få tiden til at række.
Der var en anelse turbulens undervejs, men det var ikke meget og det nåede aldrig at blive irriterende, da det oftest var når Gail var midt imellem bevidsløshed og bevidsthed.
Da flyet endelig landede og Gail satte sine fødder på fransk jord, var det aften, på grund af tidsforskellen. Hun trak vejret dybt en enkelt gang. Der var stor forskel i luftfugtigheden fra det franske land til New Orleans fugtighed. Et sjældent smil gled over hendes ansigt. Det var behageligt.
Og så forsvandt hun ellers afsted.
//Out
Gail pillede let ved den ene handske og vendte blikket rundt. Gaten fyldtes langsomt, men sikkert med mennesker i alle størrelser og former. Selv sad hun roligt og afsondret, imens resten var der med familier eller venner. På skødet af Gail lå en attachémappe, som hun lagde sine hænder på, indtil gaten endelig åbnede. Flokke af mennesker myldrede derover for at komme først på flyet og det tog en evighed, før Gail endelig kunne komme til.
Hun fandt sin plads ganske hurtigt, et sted på første klasse, da det var kotume, når man udsendte enkelte - i hvert fald når denne enkelte er en slægtning til en af de højerestående Talamasca medlemmer.
*
Turen varede længere end Gail havde regnet med og hun greb sig selv i at blunde lidt undervejs, skøndt hun intet problem havde med at få tiden til at række.
Der var en anelse turbulens undervejs, men det var ikke meget og det nåede aldrig at blive irriterende, da det oftest var når Gail var midt imellem bevidsløshed og bevidsthed.
Da flyet endelig landede og Gail satte sine fødder på fransk jord, var det aften, på grund af tidsforskellen. Hun trak vejret dybt en enkelt gang. Der var stor forskel i luftfugtigheden fra det franske land til New Orleans fugtighed. Et sjældent smil gled over hendes ansigt. Det var behageligt.
Og så forsvandt hun ellers afsted.
//Out
