|
Post by Abigail Teabing on Aug 22, 2007 17:30:07 GMT 1
Sommertiden gjorde aftenen lys og let mild, da Gail bevægede sig ned ad gaden. Så længe solen ikke var gået ned endnu, ville det gå fint, men Gail var ikke sikker på, hvor godt hun ville være istand til at håndtere den opgave der var blevet pålagt hende. Hun havde haft en underlig, nervøs fornemmelse hele dagen og havde brugt det meste af tiden i metroen på at vride sine hænder eller fumle med håndtaget på attachémappen. Hun glattede nederdelen og trak lidt ned i jakken, som hun gik og tænkte pludselig på om hendes nylonstrømper måske kunne være løbet. Gail tog sig selv i at standse op og se ned ad benene. Ingen løbende nylonstrømper. Hvorfor bekymrede hun sig egentlig også om dette? Hele strømper nyttede jo ikke noget, hvis hun alligevel blot skulle smadres sønder og sammen. Gail gøs kort, som om en pludselig kulde havde passeret hende. Hun brød sig virkelig ikke om dette her, lige pludselig og ville allerhelst ønske, hun var tilbage på kontoret blandt sine bøger, selvom det ikke var det mest oprivende i verden. I det mindste bed bøger ikke! Det højeste, man kunne få, var et papercut.
Som Gail endelig nåede Notre Dame, sank hendes mod yderligere. Hun ville da aldrig nå derind når køen strakte sig femogtyve meter ned ad gaden! Det var da i hvert fald, hvad hun troede, da en eller anden i et sort jakkesæt tog kontakt til hende. "Mademoiselle 'Eabing?" lød den dybe stemme til højre for hende. Gail nikkede til den høje herre. "Denne vej." Til at begynde med undredes Gail, men derefter fulgte hun hurtigt efter den anden, da han viste hende vej ind ad en bagindgang. Før Gail vidste af det, stod hun inde i kirken, som den eneste da resten af turisterne blev vist ud.
"Så venter vi blot på mørket..." tænkte Gail, da hun ikke turde sige det højt af frygt for hvilket ekko det kunne skabe i kirken. Hun sank en klump. Hvad nu hvis han slet ikke var der?
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 22, 2007 17:55:44 GMT 1
Jo længere solen dykkede, jo mørkere blev det. Ikke det fuldendte mørke, men dog alligevel mørkt nok til at temperaturene rundt omkring i hele Frankrig og alle andre lande hvor solen var ved at gå ned, langsomt, ganske langsomt ville begynde at dale en anelse, da den varmende sol jo var på vej væk... Snart forsvandt den helt i horisonten, og kun de rødelige skær der stadig kunne anes var tilbage, for til sidst at forsvinde helt, månen blev ordentligt tydelig, og badede verdenen i et slags negativt lys, kan man vel sige.
Kirken - Notre Dame - blev givetvis mørkere og mørkere, som solen forsvandt, skønt der rundt omkring var utallige lysestager, og enkelte steder nogle exit-skilte. De automater der stod tæt ved indgangen, hvori man også kunne købe souvenirmønter, hvorpå Notre Dame-kirken var påtegnet, lyste også lidt, men ikke noget der egentlig var værd at snakke om.. Det ødelagde vel lidt den dystre stemning.. Altså exit-skiltene og automaterne, men hva'? De mange sterinlys hjalp jo også på det, og det at kirken var opført i tunge grålige sten, at dagen udenfor var blevet til nat, og at selveste 'Den Hvide Djævel' skulle være lige i nærheden, hjalp bestemt på den dystre og dunkle stemning. Og det var netop her, her at Jacques Le (Diable) Blanc, vågnede af sin søvn...
Hans kiste var placeret i det venstre tårn, skjult af skyggerne, og da kisten jo i forvejen var lavet af mørkt træ, blev den skjult bedre. Det lidt mærkværdige ved denne kiste, var vel at den - imodsætning til så mange andre - stod op, fremfor at ligge ned, og da kistelåget blev slået til siden kom en ung mand frem.. Manden var død, eller så i hvert fald sådan ud, og havde der været folk til stede ville de sikkert have fået et ekstremt chok, (efter at have fået choket over at der var placeret en kiste i tårnet, og at den åbnede sig selv) da denne døde mand åbnede øjnene med et sæt.
Jacques trådte langsomt og stift ud af kisten, og lavede ligesom nogle enkelte (unødvendige) bevægelser som for at komme ordentligt igang, han knækkede nakken selvom det ikke just var nødvendigt, og bestemte med sig selv at han nu var klar.. Klar til at .. Hov? Hvad var nu det? Et menneskes tilstedeværelse? På denne tid af dagen? Så vidt han havde lært sig selv, ville kirken blive lukket for al offentlighed omkring det tidspunkt han vågnede.. Måske var det bare en præst eller noget, der lige skulle gå sin runde, og af mangel på noget at give sig til valgte Jacques at se efter hvad det var.. For selvom han jo godt vidste at han egentlig burde tage kontakt til Talamasca, kunne han ikke se at der var noget galt i at lege 'forsvundet-vampyr', bare lidt. Bare til han havde fået holdt en lille ferie, og han fik sig taget sammen til at bruge en telefonboks så han kunne ringe til hovedkvarteret i London.. Men som sagt, Jacques ville finde ud af hvem dette, mennesker der stadig var i kirken, var. Så han begav sig lydløst igennem tårnet, for til sidst at ende ved døren nederst. Den forsøgte han at åbne lige så lydløst, men det lykkedes ikke helt, da døren gav sig til at knirke voldsomt.. Han skulede ondt på døren, og gjorde sig ikke så lidt onde tanker om denne, før han lukkede den efter sig med et dæmpet 'bonk', og gav sig til at skue efter dette menneske.. Og ganske rigtigt, der stod jo en længere væk.. En kvinde?
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 22, 2007 18:39:55 GMT 1
Gail havde ventet i hvad der mindede om en lille evighed. Hver en lille lyd fra de få folk der indimellem stadig huserede i Vor Frue for at samle affald op fra turisterne - selvom det virkede komplet uciviliseret at smide affald i en kirke! Hvad bildte de sig ind? - fik Gail til at give nogle nervøse trækninger fra sig. Hun havde vandret lidt rundt i selv kirkeskibet og havde taget alt i øjemål. At hun for første gang, skulle se denne kirke på en opgave - om den var meget vigtig eller ej, var hun ikke helt sikker på - virkede næsten uhyrligt. Gail ville næsten ønske at hun havde været mere reiligiøs for kirken her var udsøgt. Bygget i gotisk stil med lux nova vinduer og stearinlys som kilde til at stedet ikke svandt hen i fuldstændigt mørke, gjorde rammen om enhver mytisk vampyr. Bortset fra at det var en kirke. En mytisk vampyr ville på ingen måde nærme sig en kirke, men sikkert et slot i samme stil. Gail rystede let på hovedet og smilede lidt for sig selv, da nervøsiteten forsvandt for en kort stund og erstattedes af en fortælling, hun havde hørt engang. Den huserede et sted i hendes baghovedet, men kom næsten aldrig op til overfladen og hun huskede den ikke helt. Enhver erindring om historien forsvandt også, da hun hørte lyden af en knirkende dør... Der havde været stille så længe nu at lyden fik hende til at gispe og snurre rundt på hælen i retningen af den. Gails øjne afsøgte for en stund stedet og hun havde først besvær med at se noget som helst på grund af lysestagerne. Mærkeligt nok, blev lyset pludselig i vejen. Gail sank en klump, da hun endelig fik øje på skikkelsen et stykke væk. Var det ham? Så han ikke lige vel ung ud til at være næsten tusind år gammel? "Godaften," lød Gails stemme alligevel. Lidt lysere end den plejede at være, før hun fik fuld kontrol over den igen. "Jaque Le Blanc?"
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 22, 2007 18:54:18 GMT 1
››Der er kun få der vil vove at påstå andet.. Men ja.. Jacques Le Blanc, den selv samme. Den eneste ene.‹‹ Sagde han og gik langsomt nærmere, og det der nok virkede en smule uhyggeligt, var at skønt han havde støvler på, kom der ingen lyde fra ham, som rørte han ikke engang gulvet, eller var han så let at han nærmest intet vejede. ››Mademoiselle Abigail Teabing, formoder jeg?‹‹ Sagde han selvom han allerede vidste det, menneskers tanker var så lette at læse, specielt hvis de ikke var klar over at man gjorde det på et splitsekund.
Han bukkede en lille smule, da det gik op for ham at hun var en udsending fra Talamasca. "Ah.. Talamasca..." Sagde han med en svag antydning af skuffelse i stemmen. Han havde et eller andet sted allerede på fornemmelsen at de ville have sendt nogle ud efter ham, men han havde ikke regnet med at det var en kvinde.. Ikke at han havde noget problem med det, men en kvinde, kommet for at tvinge en mægtig vampyr? Ej, han vidste godt at han blev nød til at følge med... Om han ville det eller ej, han var nød til det.
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 22, 2007 19:08:02 GMT 1
Gail holdt godt øje med den anden efter at have stillet spørgsmålet. Hun virkede vagtsom og en anelse stiv i kroppen - for ikke at sige paralyseret! - som hun stod der og holdt øje med den skikkelse der bevægede sig uden lyd. Hvordan gjorde man det henover et stedgulv? Alting ville jo give lyd på sådan et! Selv strømper! Gail blødede ikke engang lidt op, da han bekræftede hendes spørgsmål - selvom det kunne have været en anden, hun var stødt på. Noget af det eneste, hun ikke kunne komme sig over, var at han så så ung ud. Det var bedragerisk på en eller anden gyselig måde, der gjode hende ilde til mode. Gail nikkede. "Jeg har en besked til dig. Eller rettere... Har jeg besked på at tage dig med til London," sagde hun med en kontrolleret stemme. Hun var lidt chokeret over at han allerede vidste, hvem hun var og hvor hun kom fra. Måske endda også lidt skuffet, det ødelagde lidt af det sjove ved det hele at han allerede vidste det. Så var det intet mystisk ved det hele, men på den anden side, var hun også blevet informeret om den magt vampyrer havde over sindet. Især det menneskelige, da mennesker ikke havde så meget kontrol over deres tanker som vampyrer, der vidste at de var nødt til at blokere for andres indtrængen. "Talamascaen har brug for din hjælp," sagde Gail, endnu engang med den kontrollerede stemme i brug. Hun anede ikke, hvad Talamascaen skulle med en vampyr, men det var åbenbart vigtigt, siden de bad ham komme til London ud af det blå og ikke kunne ordnes over telefonen.
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 22, 2007 19:22:06 GMT 1
Det begyndte at kede ham, at læse hendes tanker. Ikke fordi hendes tanker var kedelige, men fordi at jo hurtigere dette lille møde endte, jo hurtigere måtte han forlade Paris, stedet hvor han engang i fortiden var vågnet op, vågnet op til at tilhøre mørket til den dag asken fra ham ville blive blæst for alle vinde.. ››London.. Oh, gamle London.. Der føler jeg mig altid hjemme..‹‹ Sagde han dramatisk, og lyden fra hans stemme der lød langt ældre end hans udseende kunne give et peg om, gav genlyd i hele den store kirke. Dog kom der stadig ingen lyd fra ham og hans støvler, mens han gik rundt, omkring hende. ››Men har Talamascaen brug for mig? Igen? Kan de ikke engang nænne at lade mig, mig af alle, have en ferie? Bare en lille? Jeg mener.. Godt nok har jeg en masse at takke dem for, og skylder dem stadig utrolig mange tjenester..‹‹ Han undlod naturligvis at fortælle om at Talamasca havde lovet ham at hjælpe ham med at opsporer hans egentlige familie, engang når tiden ville være til det. ››for al den viden de har foræret mig. Al den erfaring... Jeg har mere end du kunne forestille dig, lille Gail - er det i orden jeg kalder dig Gail? - at takke dem for.‹‹
Han tog sig til ansigtet, eller det vil sige, til solbrillerne. For at tage dem af, for trods at det var solbriller havde han intet problem med at se sig omkring, med dem på. Men han syntes lige hun skulle se hans øjne. Hans gamle, gamle øjne, der bag præg af de utallige år han havde vandret på jorden, omkring i timerne for de levende døde, for at tjene Talamasca. Alt sammen lige siden han blev fundet af Talamasca, og blev tilbudt en masse tingel-tangel, hvis han indgik en pagt med dem... Alt sammen meget meget gamle sager, som Talamasca naturligvis havde fået skrevet ned, et eller andet sted. Eller det kunne han i hvert fald forestille sig. ››Nok snak.. Har du nogen anelse om hvad det præcist er de vil have mig til, eller er du bare budbringer? Stoler de endnu ikke nok på dig til at lade dig få fortrolig viden? Eller hvordan hænger det sammen, mit barn..?‹‹
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 22, 2007 21:03:49 GMT 1
Gail holdt uroligt øje med den anden. Det var som at befinde sig på gyngende grund, når man ikke kunne høre hans fodtrin. Når hun nu ikke kunne følge ham med blikket hele vejen rundt, anede hun jo ikke rigtig, hvor den anden kunne befinde sig. Det var ubehageligt... Og også uhyggeligt, selvom det ikke var et ord der så tit var behov for. "Jeg kender desværre ikke meget til dig... Jeg ved intet om din ferie eller om, hvad Talamasca har brug for dig for - jeg ved blot at du er blevet hidkaldt til Londons Moderhus," sagde Gail i et lidt køligt tonefald. Måske endda lidt snappende, det var ikke helt til at vide, hvis ikke man ligefrem læste hendes tanker der vistnok var lidt beske. Hun brød sig bestemt ikke om at blive kaldt 'barn' af en der ikke så ud til at være en dag ældre end hende selv, rent udseendemæssigt. Det virkede forkert og yderst nedladende på hende. Gail var trods alt voksen nu og hun var overbevist om at Talamasca havde tiltro til hende, ellers kunne de jo have sendt en af de utallige andre i den ældgamle orden. Der var ret mange på verdensplan der var medlem, selvom Gail ikke kendte de fleste af dem. "Jeg håber på at du vil tage afsted inden længe, da jeg ingen intentioner har om at blive i Paris alt for længe for at overbevise dig," sagde hun derefter, lidt stift, men knap så køligt og besk som før, efter at have trukket vejret dybt et par gange. De fleste vampyrer syntes vel egentlig at de var overmennesker... En trækning opstod kort ved Gails ene mundvig, men fortabte sig derefter i det uvidste.
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 22, 2007 21:13:02 GMT 1
››Nej selvfølgelig har du ikke det, lille Abigail.‹‹ Sagde han lidt trist, da han nu gerne ville have diskuteret lidt med hende, mest af alt bare for sjov, og for at få tiden til at gå. ››Kan jeg spørge dig om en ting, Abigail? Naturligvis kan jeg det..‹‹ Kom det kort fra ham, og han fortsatte, mens han satte sine behandskede fingerspidser mod hinanden, mens han langsomt trissede rundt omkring hende. ››Skal du også med til London, eller blev du bare sendt hertil, fra kun Gud ved fra? Hvis du tager til London - åbenbart ligesom jeg selv skal det - sørger du så for fragt af min kiste..?‹‹ Spurgte han endeligt, og var standset op foran hende, mens han med hans gamle triste øjn stirrede ventende på hende. Stadig med fingerspidserne mod hinanden, selvom de dog spredtes da han endnu engang ragte ud efter de solbriller han havde placeret i en skjult lomme. Han satte dem hvor de hørte til, og de skjulte nu hans øjn perfekt igen. Spejlglas og det hele..
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 22, 2007 21:21:44 GMT 1
Gail holdt øje med ham. Det var næsten til at blive rundtosset af at se ham gå rundt og rundt på denne måde. Hun syntes egentlig han virkede lidt overlegen - måske var det med vilje, måske ikke, men det var i hvert fald nok til at trækningen ved hendes mund vendte tilbage for en kort bemærkning og hun sukkede en enkelt gang. Gail bevægede sig derefter over til en af bænkende, hvorpå hun lagde attachémappen og åbnede dens kodelås. Op fra den, trak hun en billet og viftede den let i luften. "Der står sørme både 'London' og 'Abigail Teabing' på denne billet, så jeg regner med at tage derover, nogen skal jo sørge for at du ikke bliver til støv - i den tilstand er du ikke til megen nytte," sagde Gail i et noget nær henkastet tonefald. Hun lagde billetten tilbage i mappen og lukkede den. Sjovt nok havde billetten allerede en dato, som om den person der havde booket flyet allerede vidste, hvornår, hun ville finde frem til den mærkværdige vampyr, hun skulle hente til London. "Jeg sørger for fragten, ja - du er nu min grandtante Madeleine Dubois, der skal begraves i London, hvor min grandonkel også befinder sig," fortsatte Gail og låste mappen igen.
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 22, 2007 21:34:01 GMT 1
››Hvor ganske .. Interessant.‹‹ Sagde han og smilte skævt, samtidigt med at det ene kraftige øjenbryn blev løftet en anelse højere end det andet. Smilet blegnede dog hurtigt og brynet fandt vej tilbage til sin norme plads. Han gik langsomt - stadig uden lyd - over til bænken hvor han satte sig, og så dovent op på hende, mens et lille skævt smil kunne anes i mundvigen, hvis ikke solbrillerne havde været der, havde hun måske kunne se et kækt blink med øjet. ››Vil du så have jeg skal hente min kiste nu..? Skal vi flyve med det samme, eller har jeg tid til at spørge dig, om du vil gøre mig den ære, at gå en tur med mig på denne smukke nat, i denne udsøgte by Paris? Eller har vi for travlt?‹‹ Det skæve smil der muligvis kunne anes, blev kun styrket mere og mere, alt i mens han inviterede hende ud på gåtur, men da han til sidst spurgte om de havde for travlt blev det forvandlet til en trist grimasse, og han så op på hende, gennem brillerne, fra den lille bænk..
Det var hverken til at vide eller til at gætte rigtigt på hvad han tænkte, eller gjorde ved hendes tanker, hvis han gjorde noget. Men noget kunne man helt klart sige om denne vampyr. Han var noget så usædvanlig, helt sin egen, og noget af et uhyre. Hvad han dog ikke ville kunne udrette for de forkerte, eller hvad han da ikke kunne gøre, hvis han en dag fik lyst at gøre præcist som det passede ham?
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 22, 2007 22:28:56 GMT 1
Gail løftede et mistænksomt øjenbryn af den anden og studsede lidt over den anden. Han var dybt mærkværdig og Gail var ikke det fjerneste sikker på om hun brød sig om ham. Der var noget irriterende ved den overlegne måde han opførte sig på - de demonstrationer hun fik af hans evner, hjalp heller ikke det store. At gå rundt lydløst og læse hendes tanker, var ikke det bedste førstehåndsindtryk at give en som Gail. Hun så mistænksomt på den anden og trak vejret dybt en enkelt gang, næsten som et suk. Hvorfor havde de ikke sendt en telepat? Sådan en ville kunne regne ud, hvad det var det nattevæsen planlagde i sit ældgamle sind. Det var noget af en besværlig situation og hendes små synes hjalp ikke meget på denne situation - hun kunne i hvert fald ikke se, hvordan gemte minder i genstande, hjalp på noget af det hele... "Vi skal med flyet klokken 17.00 dagen efter i morgen eftermiddag, så jeg tror ikke at der er noget galt med at gå lidt rundt heromkring - hvis blot jeg ikke skal se dig spise..." sagde Gail i et halvt syrligt tonefald, halvt venligt og med en trækning i mundvigen, der lignede et smil bare en anelse, selvom det ikke var helt sikkert at det overhovedet var noget der havde med et smil at gøre... Men... Hun kunne lige så godt prøve at virke venlig, selvom det sjældent førte nogen vejne overhovedet. Gail rettede mappen op at stå på højkant og så opfordrende på den anden. Hun havde lagt hovedet en smule på skrå og virkede mest af alt blot lidt træt i det. Måske, det havde noget at gøre med at hun havde været på farten siden hun stod op her til morgen og nærmest ingen søvn havde fået, siden hun havde fået at vide at hun var blevet sat på opgaven. Mærkeligt som sådan nogle ting gjorde en søvnløs. Spænding eller nervøsitet, hvad var forskellen egentlig udover bogstaverne?
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 23, 2007 14:37:29 GMT 1
››Det vil du blive fri for, jeg har spist, og vil være mæt længe endnu. Så der er der ingen problemer.‹‹ Han rejste sig langsomt igen, og begyndte stille og roligt at 'gå' rundt igen. Men denne gang var det - hvis det var muligt - endnu mere uhyggeligt, da han som sådan ikke rigtig gik. Eller det virkede i hvert fald som om han bare svævede ganske roligt hen over gulvet, uden egentlig at røre gulvet. Hans frakke blev bare med en meget dæmpet hvislende lyd slæbt hen ad gulvet, som han svævede rundt, stille og roligt. Til sidst stoppede han med ryggen til hende, men talte bare lavt til hende igen. ››Nåh, men skal vi så smutte? Vi har nogle få timer inden solen står op igen, og jo længere vi bliver her, jo mindre tid har jeg her i Paris.‹‹ Til slut, drejede han bare rundt i luften, og så mod hende over brillerne, ventede på svar..
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 23, 2007 15:51:20 GMT 1
Gail løftede et øjenbryn af den anden og nikkede som svar til hans spørgsmål, imens hun holdt øje med om hans fødder overhovedet rørte jorden. Hun hankede op i mappen og slog ud med en hånd i luften imod den dør, hun var kommet ind ad til at begynde med. Den der mærkelige bagindgang, der egentlig nok var forbeholdt personalet, nu hvor Gail tænkte nærmere over det. "Du må hellere gå først, jeg er ikke så stedkendt i Paris at det gør noget," sagde hun og holdt øje med den anden, som hun sænkede hånden igen og lod den hænge ned langs siden, knyttet lidt sammen, så fingrene nåede helt ud i handsken. De var lidt for store til hende, men Gail brokkede sig ikke. Så længe hun ikke skulle røre ved noget, var alting egentlig nogenlunde i orden. Hun så opfordrende på vampyren, selvom hun var ved at komme på andre tanker. Måske var det ikke så smart at vandre rundt i Paris' gader midt om natten med en blodsuger. Det virkede en anelse selvdestruktivt.
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 23, 2007 16:00:34 GMT 1
››Nuvel, mademoiselle Teabing.‹‹ Han svævede langsomt hen til den dør hun netop havde peget på, og lod sig dumpe ned på gulvet, med et dæmpet bump, og han åbnede stille og roligt døren, og ud den da, da lyset fra den snart slumrende bys lygtepæle oplyste stedet udenfor. Han træder bare urørt af det falske lys udenfor, og venter på at Abigail skal følge med. ››Er der noget du altid har villet se i Paris? Så kunne vi jo eventuelt gå derhen, bare for at lave noget her i de natlige timer, inden du sikkert skal sove lidt, og så få fragtet min kiste videre..‹‹ Spurgte han stille og roligt, med en dæmpet stemme. Ikke at der var nogen grund til at tale dæmpet, men han talte generelt altid dæmpet, med et strejf af dysterhed i stemmen.
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 23, 2007 16:09:00 GMT 1
Gail sænkede begge øjenbryn, ganske lavt og fulgte efter den anden, da han 'svævede videre'. Hun anede ikke, hvor mange gange, det var tilstrækkeligt at kalde den anden uhyggelig, men sådan var det vel bare med ting, man ikke vidste, hvad var. Måske ville Gail aldrig helt lære at forstå de der vampyrer. De opførte sig mærkeligt, havde små zap-zap-agtige evner og levede af blod fra levende væsner. Kunne de egentlig blive mere bizarre? Det var i hvert fald svært. "Jeg ved det egentlig ikke," sagde Gail, da hun ligeledes var nået udenfor, og spejdede ned ad gaden med de mørke øjne. Hun rynkede brynene en anelse sammen. "Jeg har aldrig beskæftiget mig meget med Paris - det er noget nær første gang, jeg er her, hvis ikke man tæller en mellemlanding med..." sagde hun og vendte for en kort stund blikket imod den anden. Det var mærkeligt at se, hvor benhvid huden i hans ansigt var. Han ville minde om en albino, hvis det ikke var fordi hans ansigt lignede en dødsmaske... Gail sank en klump og vendte blikket væk igen, altimens hun rømmede sig en enkelt gang. "Er der noget i Paris der er en synd at misse, når man nu er her?" spurgte hun istedet, med blikket rettet imod noget ubestemt oppe i luften.
|
|