|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 26, 2007 21:54:00 GMT 1
Gail standsede op, da den anden bad hende om det. Ikke før, ikke efter. Hun vendte kort blikket tilbage over skulderen og så med en vis vantro på den anden. Skulle de flyve derop? Var han vanvittig? Måske, var Gail ikke så bange for højder, som man kunne være, men ligefrem at bevæge sig gennem luften opad - hvad nu hvis han tabte hende!? Gail var godt nok ikke sikker på, hun brød sig om den idé; derfor vendte hun også blikket fremad igen, et øjeblik, før hun trak vejret dybt og gik tilbage til Jaque. Hun stod lidt usikkert foran den anden og vidste ikke rigtig, hvordan hun skulle holde fast om ham - det virkede lidt underligt, når hun kun lige havde mødt ham, også selvom der ikke lå noget i det.
"Er du sikker på, du kan flyve med den ekstra vægt?" spurgte Gail i et lidt usikkert tonefald og skævede op i luften. Man kunne falde ret langt ned... Hun stille mest af alt spørgsmålet for at trække tiden lidt ud.
|
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 26, 2007 22:03:33 GMT 1
››Naturligvis. Jeg ved ikke hvor meget du kender til os vampyre, og jeg er egentlig heller ikke sikker på hvor meget Talamasca ved om os endnu, skønt i har været her så længe jeg husker, og ved.‹‹ Han rettede bare hurtigt på sit hår, sine solbriller, og sine handsker. Og da han var færdig med sine rettelser, så han tilbage på Abigail. ››Jeg har naturligvis undladet at læse dine tanker, så jeg ved det jo som sagt ikke. Men noget af de vildeste evner vi vampyrer har, er styrken. Den unaturligt styrke, som overgår mennesker mange gange.‹‹ Og netop som han havde sagt det sidste ord blinkede lygtepælen over dem, et kort sekund eller mindre, og da lyset hurtigt kom frem igen, var Jacques forsvundet. Eller det vil sige, han var sådan set bare løbet - hurtigere end et menneske (og visse vampyrer) kunne opfatte, specielt i mørke - om bag hende. Ganske lydløst. Han smilte skævt, og fortsatte. ››For mig .. Der vejer du sikkert ikke mere end et par gram, hvis jeg virkelig skal til at puste mig om, hvis du forstår, mademoiselle.‹‹
|
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 26, 2007 22:16:56 GMT 1
Gail vidste kun lidt om vampyrer, da hun indtil videre havde beskæftiget sig mest med ånder. Dog havde hun fået, hvad der svarede til et 'lynkursus' indenfor en vampyrs verden. Hvad de kunne og hvad man skulle være på vagt overfor. Ting der kendetegnede dem og så videre, og så videre. Det havde været lidt forvirrende og hun var ikke sikker på at hun havde fået det hele med, sådan som det hang sammen i hvert fald. På trods af lynkurset, var Gail nemlig noget forundret over Jacques' hurtighed. På nogle tidspunkter, nåede man jo næppe at se, hvad der foregik, før det var overstået igen. Og ændret...
Gail frøs til stedet, da lyset i gadelampen gik ud og blev bare endnu stivere i kroppen, da lyset vendte tilbage og Jacques var væk. En hvinende lyd, som et mere lydløst skrig, lød da også fra Gail, da hans stemme lød omme bag hende og hun snurrede rundt på hælen og så forskrækket på den anden. Hun rømmede sig dog og lagde ansigtet i mere alvorlige og neutrale folder igen. Men skaden var sket.
"Jeg vil sætte pris på, hvis du ikke gør det der igen." Stemmen lød kun en smule rystet.
|
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 26, 2007 22:24:08 GMT 1
››Blot en lille demonstration af de mange kræfter vi vampyrer besidder, at jeg så er så gammel og stærk som jeg er .. er en anden ting. Men som du vil, mademoiselle, jeg vil skrue lidt ned for uhyggen, hvis det er det du ønsker...‹‹ Sagde han, og langsomt fandt hans hænder sammen på ryggen, og han foldede hænderne. Spredte benene i skulderbredde, og stirrede bare på Gail gennem de mørke solbriller.
››Men skulle vi se at komme videre..? Lige pludselig løber tiden, og jeg kan forestille mig at du vil have mig til at stille min kiste hen i et eller andet pakhus, inden daggry?‹‹ Spurgte han til sidst, med en stadig neutralt anlagt stemme, med kontrol i stemmen.
|
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 26, 2007 22:34:46 GMT 1
Gail lyttede til, hvad hun mente var, storslået praleri. Hun havde løftet et øjenbryn, helt imod sin vilje og så på den led en anelse misbilligende ud. Klokken var ikke engang midnat endnu, så hun mente da også at den anden virkede frygtelig travl, alligevel trak Gail blot let på skuldrene, imens hun genvandt sit rolige hjerteslag igen. Det havde sat farten i vejret over den pludselige adrenalinrus, hun havde fået ved forskrækkelsen.
"Jo, det er nok det bedste..." sagde Gail og holdt vejret et øjeblik. Hun virkede lidt ubehjælpelig, uden egentlig at være klar over det. "Hvor har du tænkt dig at jeg skal holde fast - om din hals? Jeg har jo kun en arm at gøre godt med," sagde hun og rystede mappen, lidt prøvende, for at gøre det mere åbenlyst.
|
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 26, 2007 22:42:38 GMT 1
››Bare giv mig mappen. Og hvis du så holder omkring mig enten om livet, eller halsen, så skal jeg også nok holde fast i dig. Og så kommer vi til toppen af tårnet, på ingen tid.‹‹ Han lod sin højre arm glide ned langs siden, mens han med den anden ragte ud efter mappen. Han ventede bare roligt her i denne smukke nat, og prøvede at huske på hvornår han sidst fløj sådan rigtigt? Det havde i hvert fald været et par år siden, men et par år, er jo heller ikke så lang tid for en der teoretisk set kan leve evigt.
|
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 26, 2007 23:42:38 GMT 1
Gail nikkede blot. Det lød som en god handel i hendes ører, selvom hun følte sig helt forladt, da den anden først havde taget mappen. Den havde efterhånden ikke forladt hende i de sidste 24 timer, så måske var det en smule 'udsat' hun følte sig uden den og ikke sådan forladt. Hun åbnede og lukkede hånden et par enkelte gange, før hun sagde til sig selv at det var åndssvagt. Hun måtte til at tage sig lidt sammen nu, hvis hun blev ved med at være bange overfor ham her, ville han ikke få den fjerneste respekt for hende... Hvor meget respekt, man end kunne få for noget, man normalt indtog med glæde. Gail gav sig selv en mental lussing. Hun tænkte i dårlige baner, men heldigvis - hvis den anden talte sandt - så vidste han ikke noget om det. Hun nikkede til sidst og lagde armen om livet på den anden, da hun havde visse skrupler ved at lægge den om halsen på ham - faktisk var det mest fordi, hun var ret sikker på, hun ikke kunne nå så godt...
"Pas hellere på mappen, uden den kommer vi ingen vejne..." sagde hun i et stille tonefald, der næsten var forsvindende lavt. I mappen lå deres flybilletter trods alt, plus Gails pas og de papirer der skulle give hende lov at tage 'grandtanten' med ud af landet. Det var noget kompliceret med sådan nogle lig i lasten. "... Så er du flink."
|
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 27, 2007 14:47:59 GMT 1
Han tog som sagt bare mod mappen, og holdte godt fast i den, naturligvis uden at det blev for meget. Ventede kort til hun lagde armen om livet på ham, som han netop havde anbefalet hende, dernæst lagde han selv en arm om hende, og holdte hende tæt ind til hans krop, bare for en sikkerheds skyld. ››Er du klar, mademoiselle?‹‹ Spurgte han, og før hun kunne nå at svare bøjede han lidt i knæene, bare for at 'kickstarte'. Og straks begyndte de at stige op i luften, med høj hastighed, hurtigt nok til at synet måske kunne blive en anelse sløret, for mennesker...
|
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 27, 2007 14:58:10 GMT 1
Gails tag strammedes en anelse - måske endda lidt kraftigt - om den anden, da jorden forsvandt under hendes fødder. Hun havde lukket øjnene hårdt i og genovervejede det med højdeskrækken lidt. Ville alle ikke have en form for højdeskræk på denne her led!? Åbenbart ikke vampyrer, men det var sikkert også en anden sag. Det vidste Gail ikke rigtig noget om - hun brød sig bare ikke selv om det!
//Out - *Woosh* Eiffeltårn
|
|
