|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 23, 2007 16:15:17 GMT 1
››Eiffeltårnet ville være en skam at misse, vil jeg tro. De har naturligvis lukket for offentligheden nu, men jeg vil hermed også vove at påstå at vi ikke går ind under offentlighed.‹‹ Sagde han, lukkede døren roligt efter sig, brugte sine psykokinetiske evner til at bruge dørens lås, til at låse døren. Han rettede lidt på sine manchetter, og en enkelt gang på sine solbriller igen. ››Jeg kunne naturligvis få os derop på ingen tid, men det er jo op til dig, mademoiselle.‹‹ Sluttede han af med. Stille og roligt begyndte han at gå, langsomt, da han samtidigt ventede på at hun ville følge med ham.
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 23, 2007 16:21:28 GMT 1
Gail kunne ikke lade være med at tænke: "Han kan faktisk gå normalt!", men fulgte ikke desto mindre hurtigt efter den anden, med hvad der mindede om småløb, for at nå op på siden af ham; her sagtnede hun dog farten igen og gik i den andens tempo, altimens hun funderede lidt over spørgsmålet. "På sin vis, tror jeg, du har ret i at du i hvert fald ikke høre til resten af 'offentligheden', men i modsætning til dig, kan jeg stadig blive anholdt for 'at bryde ind i Eiffeltårnet', hvis det skulle ske at uheldet, er ude," sagde Gail og koncentrerede sig om at holde blikket rettet forholdsvis stift fremad. Hun holdt ikke så meget øje med den gade, hun gik på, selvom hun alligevel kastede et kort blik tilbage på kirken, hun netop var gået ud af. Den så nærmest truende ud i mørket, som om den ikke brød sig om hende og udslyngede en trussel om at falde ned om ørerne på hende, hvis hun nogensinde vendte tilbage.
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 23, 2007 16:28:19 GMT 1
››Nårh, jaeh.. Det kan du vel.‹‹ Sagde han og funderede over det lidt tid, mens de gik videre. ››Altså det var Eiffeltårnet eller Louvre, hvor sikkerheden nærmest er umulig at forcere .. For et menneske.‹‹ Kom det til slut fra ham, mens de gik videre. Man kunne ane Eiffeltårnet, og den måde hvorpå det lyste, ligesom et fyrtårn, nogle kilometer borte. Han så lidt på det, mens han gik videre sammen med Gail. ››Hvis det er... at uheldet er ude, som du selv lige udtrykte det, kan jeg hurtigt hjælpe dig med at fordufte fra gerningsstedet, og jeg tror næppe du vil vende tilbage til gerningsstedet lige forløbigt, når du jo skal til London sammen med mig.. Men nok om det.. Vi kunne også bare droppe det, hvis du da ikke kunne tænke dig at se Paris fra oven..‹‹ Han løsrev blikket fra tårnet, og så på Abigail derefter, smilte måske en anelse..
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 23, 2007 16:43:08 GMT 1
"Gerningsstedet..." tænkte Gail, altimens hun lyttede til den anden tale. "Det lyder næsten som om, han er ved at planlægge en seriøs forbrydelse..." En umærkelig trækning i Gails ene mundvig gjorde at hele ansigtsudtrykket ændrede sig til en noget bekymret maske, før trækningen forsvandt - lige så hurtigt, som den var kommet - og Gails ansigt blev helt neutralt igen. Måske endda en anelse afstandstagende fra resten af verden, som om, hun ikke kunne se andet end vejen frem for sig. Der var dog én sætning der fangede Gails opmærksomhed og hun vendte for en kort stund blikket imod Jaque. "Hvad mener du med at se Paris fra oven...?" lød hendes spørgsmål. Havde han tænkt sig at de... Hvad havde han egentlig tænkt sig? Gail havde så absolut ingen idé om, hvad den anden mente. Det lød meget mærkeligt og hun vidste ikke helt fra eller til; hun holdt derfor øje med den anden og ventede på sit svar.
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 23, 2007 16:50:58 GMT 1
››At komme op og se Paris fra Eiffeltårnets top. Jeg kan jo flyve, så vi slipper for at bruge trapperne? Lidt risikabelt måske, meeen?‹‹ Sagde han stille og roligt, som var det noget af det mest almindelige i verdenen.. Eller i hvert fald var det for ham. Hans hænder blev dumpet ned i lommerne, mens han gik videre, bare så frem for sig. Af og til kom en bil kørende forbi, med skarpt lys, og havde det ikke været for hans solbriller ville han nok have været blevet blindet, men heldigvis havde han dem jo. ››Jeg har jo styr på det, så mon ikke det ville gå, hvis det var?‹‹
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 23, 2007 16:55:56 GMT 1
Gail løftede et nærmest misbilligende øjenbryn, da hun fik svaret udleveret. Var det virkelig et seriøst svar...? Det kunne hun knap nok tro. "Har du tænkt dig at skulle hele vejen op på det metalspir der?" spurgte hun i et tonefald der lød noget undrende og også lidt misbilligende, da Jaque sagde at han kunne flyve. At svæve over jorden, kunne hun gå med til ikke var en helt vild præstation, men ligefrem at kunne flyve - og så helt op på Eiffeltårnet. "Du er ikke bange for at falde ned...?" spurgte Gail efterfølgende og holdt stadig øje med den anden. Bilerne på gaden, generede hende ikke det store, da hun overhovedet ikke koncentrerede sig om dem og derfor knap ænsede deres tilstedeværelse. Hun havde ellers rettet brynene ud, men med disse nye informationer, blev de rynket sammen igen.
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 23, 2007 17:00:57 GMT 1
››Nej.. Hvad skulle jeg være bange for?‹‹ Spurgte han og det ene øjenbryn blev løftet en anelse, i forbløffelse? Hvad skulle han egentlig være bange for? Døden? Nej, han var allerede død.. Han frygtede ikke at falde ned, nej, nogle gange ønskede han det vel på en måde.. Selvom den følelse altid blev forstyrret af en anden.. Den velkendte følelse af at der var noget han måtte udrette før han ville gå til grunde, og tanken om at hvis han døde igen, ville han aldrig finde ud af hvem han egentlig var.. ››Jeg frygter jo ikke døden, da jeg allerede har oplevet den én gang...‹‹
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 23, 2007 17:09:10 GMT 1
Gail rynkede brynene en anelse og fortsatte med at se på den anden, før hun sænkede blikket imod asfalten under hendes fødder. Hælene klaprede let imod den og gav et lille ekko fra sig, når lyden af hvinende hjuldæk ikke lige overdøvede dem. Hun brød sig egentlig ikke om lyden, selvom den overdøvede stilheden, som hun heller ikke brød sig om. "En virkelig død, er vel ikke det samme som en død af din kaliber..." sagde Gail i et tyst tonefald og fortsatte vandringen ned ad gaden. Hun hævede endnu engang blikket og rettede det et fremad. Hun var stille længe, før hun endnu engang talte: "Hader du døden...?"
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 23, 2007 17:14:42 GMT 1
››Du kan sikkert godt have ret i det.. Altså det med min 'død'.‹‹ Sagde han og var tavs både før og efter hun stildte sig sidste spørgsmål. Han gik bare stille og roligt videre, og netop da det lod til at han aldrig ville svare åbnede han munden for at svare, men lukkede den så igen.. Dette scenarie gentog sig et par gange, hvorefter han til sidst fandt frem til noget.. ››Nej. Jeg hader ikke døden. Eller hvis du mener, den tilstand jeg er i nu? Såeh, vil jeg da ikke kunne sige at den til tider kan være ganske så irriterende, men ellers tænker jeg ikke så meget over det...‹‹ Endnu en kort pause. ››Men hvis du tænker på den dag jeg en dag vil dø - for det vil jeg?‹‹
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 23, 2007 18:01:00 GMT 1
"Jeg hentydede mest til det stadie af død, du er i netop nu..." sagde Gail og løftede et øjenbryn af Jaque. Man skulle tro at efter så mange år, ville en vampyr ikke tøve med at tale - direkte fra leveren!.. Havde en vampyr egentlig en lever...? Det var jo egentlig helt udenfor emnet, så det blev hurtigt slået hen igen. Gail løftede den ene hånd og lavede 'stoppe-i-lommen' bevægelsen, før det gik op for hende at nederdelen ikke ejede nogle sådan. Hun var bare så vant til at den ene hånd hvilede i lommen at det var blevet kotume. Hun rømmede sig en anelse, da der var blevet stille igen "Nu har jeg egentlig aldrig mødt en vampyr før..." mumlede Gail og var tavs et øjeblik. ".. Hvor meget menneske bliver der tilbage efter... 'Omvendelsen'?"
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 23, 2007 18:24:15 GMT 1
››Ikke forfærdelig meget.. Jeg tror specielt der bliver mindre og mindre af det, som tiden går.. og når man har levet i 928 år, er der ikke specielt meget tilbage, kunne jeg forestille mig.‹‹ Han lød en anelse trist mens han sagde det. Han blev bare ved med at gå lige ud, og stirre frem for sig, fremfor at se på hende. ››Jeg er tom...‹‹ Faktisk skulle han ikke rigtig kunne sige det, men han var nu et eller andet sted sikker på det var sådan det hang sammen. Følelsen af tomhed var vel en af grundene til at så mange vampyrer tog livet af sig selv, før eller senere.. ››Men nej. Den slags død hader jeg heller ikke direkte. Kun af og til, ligesom I mennesker også af og til kan hade livet, du ved?‹‹
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 23, 2007 18:38:03 GMT 1
Gail skævede let imod den anden, lidt overrasket over hans tonefald. Den der meget triste facade, fik ham mest af alt bare til at minde om en der var alene i verden, fremfor at være en del af en ret stor race af blodsugere. Det lød ikke ligefrem behageligt, sagt på den måde, men det var vel sandheden... Ikke? Det lød i hvert fald meget sandsynligt i Gails ører, så det troede hun på indtil videre. "At man kan sørge over sin tabte menneskelighed, er vel et tegn på det samme... Er det ikke?" spurgte Gail lidt efter og så kun på Jaque et kort sekund, før blikket gled videre henad vejen. Hun havde ingen anelse om, hvor de var på vej hen lige nu, men på sin vis, kunne hun vel også være ligeglad. Gail hankede op i kufferten og skiftede den over i den anden hånd, bare for ikke at skulle blive helt tung i den ene side. Hun syntes lidt, det var sådan det føltes. Små, neurotiske træk, havde alle jo - så hvorfor ikke Gail? Hun slog det endnu engang hen; det var som om, hun ikke kunne lade være med at lade tankerne vandre rundt på alt andet end lige hvad der skete for øjeblikket. "Hvor er vi så på vej hen? Jeg har besluttet at det må du finde ud af..." sagde hun med et let nik, for at understrege sin pointe - at hun ikke havde forstand på Paris og så afgjort ikke ville bestemme, hvad der skulle 'brydes ind i'.
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 26, 2007 21:08:38 GMT 1
Han går bare videre stille og roligt, mens han af og til ser på de forskellige bygninger rundt omkring. Kun få af dem var her også da han sidst var her, men det var også ved at være længe siden, han havde haft travlt med alle mulige ting for Talamasca, siden, så han havde slet ikke haft tid til at besøge Frankrig før nu, hvor han havde haft et lille ærinde for Talamasca. Uheldigvis var hans telefon - og dermed, kontakt til Talamasca - gået i stykker, i en lille slåskamp.. ››Det er det vel..‹‹ Sagde han endeligt til det første, og syntes ikke rigtig at ville snakke om det emne længere, så han lod det falde til jorden inden han svarede på det næste. Mens tiden gik inden han ville svare, kiggede han bare videre på de forskellige huse. ››Eiffeltårnet. Det bliver du virkelig nød til at se.. Med mindre selvfølgelig du er højdeskræk, eller ikke stoler på mig.‹‹ Kom det så til sidst fra ham. Hans stemme var neutralt anlagt, og intet ved ham kunne bruges til at tyde hans tanker...
|
|
|
Post by Abigail Teabing on Aug 26, 2007 21:24:16 GMT 1
Gail vrikkede lidt på næsen. Hun vidste ikke helt om man skulle stole på en vampyr på nogen måde. De skulle trods alt være gennemsyrede rovdyr - og dem kunne man aldrig stole helt på, var hun blevet fortalt fra barnsben af. De kunne vende på en tallerken og gå fra at være fredelige til iskolde og aggressive dræbere. Det var uhyggeligt og også sådan, hun forestillede sig vampyrer - ikke til at stole på. "I orden - jeg har ikke meget imod højder," sagde hun blot i et meget overfladisk tonefald og satte farten lidt op, som hun gik. Gail undgik at kommentere det med tilliden. Hælene smældede imod fortovet, som hun gik og af en eller anden grund virkede hun vældig målrettet. Gail havde altid haft besvær med ordet 'fritid'. Hun ville hellere arbejde, fordi hun ikke anede, hvad hun skulle gøre med sin tid. Hvorfor spilde den på noget der blot sluttede hurtigt igen?
|
|
|
Post by Jacques Le Blanc on Aug 26, 2007 21:33:50 GMT 1
Han stoppede op, og så lidt efter hende som hun fortsatte lidt længere frem. ››Jamen hvis vi skal derop, så kom hen til mig...‹‹ Sagde han stille og roligt, men alligevel var der et eller andet over hans stemme, der lød lokkende eller endda som en slags ordre. En hypnotisk klang, kan man vel sige. Ikke at denne Nosferatu gjorde noget med vilje, sådan var hans unaturlige charme og væremåde bare genrelt. Han kunne naturligvis godt have besat hende, hvis han virkelig ønskede det. Han var jo en særdeles stærk bruger af sindet, og dets mange finurligheder. Han havde endda - i sine unge dage - moret sig med at 'lege' med de dødelige. At få dem til at gøre ting og sager, ved at overtage deres sind. Eller indsætte frygtelige billeder i deres indre blik, gøre de vildeste ting. Dengang hvor tørsten efter blod og alt hvad der hørte med, havde været det vigtigste for ham, skønt hans falmende samvittighed havde været stærkere på det tidspunkt, end den var nu. ››Du skal holde fast om mig, og så flyver vi op i tårnet, og så kan du få Paris at se, her i mørket...‹‹
|
|