|
Post by Milosh Drown on Aug 24, 2007 18:46:35 GMT 1
Inde i den kilometer store Central park sad en person for sig selv klædt i sort med sit lange hår flagrende roligt i vinden omkring sig på en ensom bænk i lyset af en gadelygte. Parken var næsten forladt af mennesker på denne tid udover de få der tog sig en aften tur og i fleste tilfælde blev overfaldet af bander før de nåede ind. Men ingen havde haft lyst til at nærme sig den mystiske person som var gået ind i parken noget havde fortalt at blive væk, men hvad de ikke vidste var at det havde været et klogt valg. Han havde sat sig i parken på den ensomme bænk og kiggede op på den mørke natte himmel kun oplyst fa stjernernes og månens lys.
|
|
|
Post by Carolina Amelia Dayaram on Aug 24, 2007 18:51:45 GMT 1
Hun kommer lige så stille gående i sine egne tanker mens hun ser op på den store smukke himmel.. hun var hoppet af flyet fra London til New York.. hun har sin taske over den ene skulder.. hun ser sig så lidt mere op og opdager ham der sidder på bænken et godt stykke fra hende.. hun står lidt, men bliver blot roligt ved at følge stigen som vil føre hende tæt forbi ham på et tidspungt..
|
|
|
Post by Milosh Drown on Aug 24, 2007 19:03:08 GMT 1
Milosh lagde hurtigt mærke til hendes fodtrin som hun kom gående men gjorde intet for hun var nået helt hen til ham og skulle tile at gå forbi. "Godaften" Sagde en rolig og galant stemme, Han kunne trænge til lidt selskab om det var et menneske eller vampyr kunne være ligegyldigt han var bare meget ensom her i new york, Han kendte ikke nogen i byen og var ankommet dagen før denne. Han ventede nu blot roligt på hendes svar og hvis hun undlod at svare ville han ikke gøre mere ved den sag..
|
|
|
Post by Carolina Amelia Dayaram on Aug 24, 2007 19:09:55 GMT 1
Hun stopper stille op og ser først lidt spørgende på ham, men et smil kommer så roligt frem.. "godaften.." siger hun roligt og venligt.. hun havde blot undret sig let over at der var en der havde talt til hende, endda så sent om aftenen.. hun var jo kun ude fordi hun ikke havde fundet et sted af sove endnu.. "er det ikke lidt koldt at side ude så sendt om aftenen ?" spørg hun venligt.. et lille vindpust skuber blidt til hendes hår, men det eneste hun retter på er en lille tot hår som faldt ned foran hendes ene øje..
|
|
|
Post by Milosh Drown on Aug 24, 2007 19:18:47 GMT 1
Milosh smiler stille, det var egentlig længe siden nogen havde sagt noget venligt til ham og han opfattede hende som venlig, bare at hun spurgte om det var koldt var nok til at gøre ham i bedre humør. "Det er det vel, men jeg mærker det ikke.." sagde han og smiler roligt uden at åbne sin mund for meget til hende efter han har løftet hovedet op mod hende. "Men- hvad laver du her? du ligner ikke typen der går rundt midt om natten i en park fyldt med voldspsykopater.." sagde han og tænkte på den bande han havde total massakrert aftenen før, mend e havde selv bedt om det da de kom efter ham med diverse våben..
|
|
|
Post by Carolina Amelia Dayaram on Aug 24, 2007 19:28:14 GMT 1
Hun smiler sødt med et lille grin.. "jeg er lige kommet fra London.. og jeg tænkte at jeg ville skyde genvej igennem parken - jeg, har aldrig været her før.." siger hun roligt og stryger lidt hår væk fra sit ansigt.. "hvad med dig selv.. jeg mener.. ikke for at blande mig, men du bør også passe på.. selv om jeg er sikker på at du er stærkere end mig.." siger hun venligt.. hun syns han virker flink nok.. men syns også at han selv skal passe på, man ved jo aldrig hvad der kan ske..
|
|
|
Post by Milosh Drown on Aug 24, 2007 19:32:08 GMT 1
"Jeg klarer mig, Jeg kom hertil igår fra Paris, der bor jeg men jeg ville lige smutte forbi new york ... bare sådan lidt for sjov men tak fordi du spørger, Men hvis du aldrig har været her før... hvor bor du så ? vel ikke på gaden for det kan jeg ikke anbefale..." Sagde han med en stærk følelse af glæde, han havde ikke haft en behagelig samtale med nogen i lang lang tid, så det at snakke med pigen og at hun faktisk bekymrede sig om ham var langt over det normale. de ord han for det meste hørte var forvrænget i et skrig af smerte... ((jeg smutter lige et stykke tid skal se noget film, men jeg lover at komme tilbage ! ))
|
|
|
Post by Carolina Amelia Dayaram on Aug 24, 2007 19:36:43 GMT 1
Hun smiler sødt.. "nej.. det gør jeg ikke.. eller.. jeg mistede mit sidste familie medlem for ikke så lang tid siden, og jeg kunne ikke holde ud at bo i den lejlighed jeg havde.. det var ret ensomt, skønt minne venner tit kom forbi.. så.. jeg solte den, og nu rejser jeg lidt rundt.. for at finde mig selv.." siger hun roligt og meget venligt.. hun har ikke noget imod at snakke med ham.. "hør.. må.. jeg sætte mig ?" spørg hun så roligt.. hun var enlig lidt træt i benene og orkede ikke at blive stående.. men hun ville ikke bare sætte sig, han sad der jo først.. ((tag dig på dit ord ))
|
|
|
Post by Milosh Drown on Aug 24, 2007 21:23:13 GMT 1
Milosh smilte venligt til hende. "Selvfølgelig, sæt dem endelig.." Sagde han og rykkede et stykke så der var bedre plads, bænken var ikke så stor men der var plads til 3 personer hvis de sad klemt om af hinanden. "Jeg har heller ikke nogen familie.. længere.. Det sidste familie medlem døde for længe siden, og når jeg siger længe siden tror jeg ikke de ved hvor længe jeg taler om.." det var næsten en hvisken men den var tydelig, han huskede dårligt sin familie, han huskede hvor fattige de var. hvor meget han havde arbejdet. hvor svært det var.. også en nat på vej hjem nåede han aldrig hjem.. før han døde..
|
|
|
Post by Carolina Amelia Dayaram on Aug 24, 2007 21:27:53 GMT 1
Hun ligger stille sin taske ved siden af bænken og sætter sig roligt ved siden af ham.. "jeg.. hvad skal man sige.. mistede mine forældre da jeg ca var 8 år.." siger hun roligt, men smiler blot venligt og ligger en hånd på hans ene skulder.. "man lære at leve med tabet.." siger hun roligt, men man kan dog godt høre at det enlig tog hende lang tid at 'lære at leve med det..'
|
|
|
Post by Milosh Drown on Aug 24, 2007 21:33:26 GMT 1
Milosh kigger roligt på hendes hånd, han kunne mærke hendes varme selv gennem hans lange jakke. En varme han aldrig ville have igen permanent, kun når han drak blod.. kun der ville han være menneskelig et stykke tid... før han igen blev kold og død... "Ja.. men det bliver altid i ens hukkommelse.. jeg selv havde også troet jeg ville glemme det, jeg var ret gammeld a mine forældre døde, jeg var voksen.. som jeg er nu.. men det er længe siden.." Sagde han roligt og opdagede fejlen i hvad han havde sagt, han ville haft tiet om hans vampyr liv, og håbet på at han bare kunne tale med hende og slippe godt af med det uden at blive forladt med et skrig... hvis det skete ville han sidde der alene på bænken igen, Alene og forladt som altid.
|
|
|
Post by Carolina Amelia Dayaram on Aug 24, 2007 21:42:24 GMT 1
Hun opdager godt hvad han siger og en indre uro kommer da aftene hvor hendes forældre og bror blev slået ihjel af vampyre.. men hun siger ikke noget, for han har jo ikke skadet hende, men den form for had hun har fra den aften kommer frem, og det selv om hun jo ikke kan være helt sikker på at hun har forstået ham rigtigt.. "det er svært at glemme sin familie.. ja.. det kan jeg kun give dig ret i.." siger hun roligt og smiler endnu venligt.. det er lige som med racer, man kan ikke sige alle kinesere er idioter fordi en kineser er det..
|
|
|
Post by Milosh Drown on Aug 24, 2007 21:45:21 GMT 1
Milosh ser lettere nervøst på hende, han havde mærket hvordan hun havde tænkt over det, hun havde lagt mærke til det.. den lange pause før han svarede gjorde udfaldet. "Ja.. Men.. hvad har du tænkt dig at gøre? du blvier nød til at have et sted at sove, der ligger et hotel så langt herfra.. " sagde han for at skifte emne, det var ikke en god plan at snakke om fortid med nogen han prøvede at holde det skjult for at han var vampyr. han ville ikke have at hun skulle tro han ville skade hende, hun var den første person der havde været venlig overfor ham i lang lang tid.
|
|
|
Post by Carolina Amelia Dayaram on Aug 24, 2007 21:50:30 GMT 1
hun sidder og ser lidt på ham.. hun smiler ganske roligt.. "du skifter emne.." siger hun roligt og tag roligt og ligger sin hånd sammen med den anden i hendes skød.. "du er vampyr.. ikke sandt ?" spørg hun roligt og ser meget spørgende, let undersøgende på ham.. hun ved ikke hvad hun vil gøre hvis han er det.. men han har jo ikke prøvet at skade hende endnu.. og han virker flink.. hun vil jo bare gerne vide det, så hun kan tag et standpungt..
|
|
|
Post by Milosh Drown on Aug 24, 2007 21:55:35 GMT 1
"n-nej, nej nej jeg.. jeg er ikke nogen vampyr, nej.. " sagde han benægtende, det måtte ikke gå i stykker nu, han ville ikke forlades som altid, han ville så gerne snakke med nogen, hvis hun vidste han var vampyr ville de ikke kunne tale som før.. det ville blive underligt og ubehageligt og de ville ikke kunne snakke om normale ting, hun ville altid virke sær overfor ham, være bange for hvad han kunne finde på at gøre.. men hvad de fleste mennesker ike forstod var at mennesker også kunne skade dem.. men de tog bare standpunktet at alle vampyrer VILLE skade dem, vampyrer skadede jo ikke folk for sjov.. det var bare nødvendigt en gang imellem. og hvis Milosh kunne sørgede han for at det var forbrydere eller folk der var onde.. så der var mindre der ville savne dem, han kunne sjældent finde på at dræbe et barn med forældre eller en mor eller far for den skyld, kun hvis det var nødvendigt... "Det.. er jeg ikke.. nej nej.." hviskede han stille og for engangs skyld ønskede han at han virkelig ikke var vampyr..
|
|